23948sdkhjf

Arkitekt skal gøre Solias solceller mere strømlinede

Størstedelen af solcellerne på markedet er stort set identiske, men det vil Solia nu lave om på. Derfor har virksomheden fra Struer nu brugt videnpilotordningen til at ansætte en arkitekt.
Kaster man et hurtigt blik rundt på de mange solcellepaneler som både danske og udenlandske udstillere i disse dage har sat op på sine stande på messen Energy Europe i Bella Center, så er der ikke de store variationer at finde. Der er store sorte firkantede paneler hele vej rundt. Og Solia er ingen undtagelse - endnu.

Men på næste års messe er det virksomhedens ambition at kunne præsentere nogle mere unikke solcelleløsninger. Virksomheden har nemlig via videnpilotordningen ansat en nyuddannet arkitekt, der skal være med til at gøre solcellerne lidt mere sexede.

- Vi har ansat en arkitekt for at arbejde med, at solceller ikke skal være så statiske, og til at se på, hvordan vi bedre kan integrere dem i den eksisterende tagflade, fortæller direktør i Solia Søren Madsen, der har store forventninger til den nye ansættelse.

- Erfaringerne fra ordningen er jo, at de fleste, der har ansat en akademiker, siden har fået brug for at flere folk, fordi de er med til at skabe flere arbejdspladser, siger Søren Madsen til Energy Supply.

Videnpilotordningen giver små og mellemstore virksomheder med mellem to og 100 fuldtidsansatte mulighed for at ansætte en højtuddannet medarbejder – en såkaldt videnpilot – med tilskud. Tilskuddet er på 12.500 kroner om måneden i et helt år.

Vil i dialog med arkitekterne
Helt konkret er det planen, at Solias nyeste medarbejder skal lave et idékatalog til, hvordan man bruge solceller på nye og anderledes måder.

- Hun skal give et bud på, hvordan vi kan adskille os fra de andre på markedet, og hvordan vi kan gå ind og blive bedre til at integrere solcellerne, så også arkitekter vil bruge det, fortæller Søren Madsen og tilføjer:

- Vi vil gerne blive bedre til at komme i dialog med arkitekterne, og vi tror, at det selv at have én, der taler deres sprog, er den bedste måde at komme i dialog med dem.

Glæder sig til at komme i gang
Arkitekt Lisa Bruhn Petersen glæder sig til at komme i gang. Og hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun bliver en god investering for Solia.

- Jeg kan bidrage med noget innovation og strømligning og være med til at optimere designet på de eksisterende produkter og samtidigt udvikle dem, siger hun til Energy Supply, og forsætter:

- Det jeg primært tror, jeg kan bidrage med er æstetikken. Den manglende æstetik er et af de problemer, der er i forhold til etablering af solceller på tagene. Det er svært at tilpasse solcellerne til det visuelle hierarki, der er i en bygning, for det er jo noget nyt, man kobler på det eksisterende. Og det kan være svært foreneligt.

Lisa Bruhn Petersen er uddannet Cand.Arch. og har specialiseret sig i arkitektur og Industrielt design samt i brugerorienteret design.

Du kan lige nu møde både Lisa Bruhn Petersen og Søren Madsen fra Solia på Energy Europe, hvor de har stand nummer C2-017.

Om Solia A/S
Solia arbejder med solenergi, herunder alt i energiberegninger, projektering af store og små anlæg, salg, service og montering af alle typer solcelleanlæg. Virksomheden arbejder desuden med solbeskyttelse, med al form for solafskærmning som markiser, screen, solgardiner, solfilm, mørklægning med mere.

Virksomheden, der har base i Struer, har 15 ansatte med kompetencer indenfor el, elektronik, bygningskonstruktion, IT, salg, service og montering.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078