23948sdkhjf

Dong Energy og Fredericia Spildevand i klimapartnerskab

Som led i partnerskabet skal organisk affald omdannes til energi, og så er det hensigten at opstille anlæg med brændselsceller. Endelig vil energiforbruget blive reduceret.
Der er i dag sat underskrift på en klimapartnerskabsaftale mellem Fredericia Spildevand og Dong Energy. Parterne kender hinanden i forvejen via et samarbejde om Danmarks første anlæg, der kan opgradere biogas til den mest klimavenlige gas i naturgasnettet. Dette er netop et af fokusområderne i den nye aftale.

Dong Energy ønsker således at få yderligere erfaring med teknologien bag opgradering, og hvordan bionaturgassen kan leveres til nettet og til kunder. Der er ligeledes fokus på Power Hub, som er et avanceret system, der kan tænde og slukke elforbrugende enheder. På rensningsanlægget vil det styre beluftning af spildevandet, og dermed vil energiforbruget ske, når det er økonomisk fordelagtigt. Dette sker uden at gå på kompromis med krav til renseprocessen.

For Fredericia Spildevand er partnerskabet et naturligt skridt i en klimaindsats, der bygger på klare, troværdige og målbare resultater:

- Fredericia Spildevand er Danmarks næststørste renseanlæg på grund af de store industrier i oplandet. Vi har derfor også en forpligtigelse til at bidrage til både klima, miljø, uddannelse, innovation og lokale samarbejder. Med klima-partnerskabet er der skabt en ramme, og vi glæder os til at samarbejde med Dong Energy om indfrielse af bestyrelsens nye mål og strategi - at vores anlæg er energineutralt i 2019. Denne ambition er medvirkende til, at vi skifter navn til Fredericia Spildevand og Energi A/S, siger bestyrelsesformand John Bader.

Investerer 20 millioner i 2013
Direktør Søren Hjortsø Kristensen fortæller, at han forventer, at der alene i år investeres 20 millioner kr. i optimering af anlægget:

- Spildevand er en ressource med næringsstoffer, temperatur m.v. som skal genvindes ved rensningen. Derfor er der så stort klimapotentiale i at optimere anlægget. Nu har vi fået en ambitiøs samarbejdspartner, og vi har været gennem en vurdering i internationalt regi. Vurderingen viser, at både anlæg og personale er kompetente. Så vi ser derfor frem til nye udviklingsmuligheder.

Brændselsceller på spildevandsanlæg
For Dong Energy er det afgørende, at partnerskabet hænger godt sammen med en række strategiske overvejelser, fortæller Vice President Torben Harring:

- Naturgassystemet i Danmark vil stigende grad blive distributionsnet for vedva-rende energi. Det er en strategisk satsning for Dong Energy, at vi styrker vores arbejde med opgradering af biogas og salg af denne. Vi har planer om at opføre nye anlæg til opgradering, og vi har netop solgt opgraderet gas til den første kunde i Danmark – Hansens Flødeis. I kraft af partnerskabet med Fredericia Spildevand får vi mere viden på området.

Dong Energy har en hel pallette af indsatsområder, der kan samarbejdes om i partnerskabet. Et EU-samarbejde om ”smart energy”-løsninger til kombineret opvarmning og elforsyning, kan resultere i, at der opstilles 2-3 brændselscelleanlæg ved Fredericia Spildevand. Endelig forventer man at kunne reducere Fredericia Spildevands energiforbrug med op mod 10%.


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094