23948sdkhjf

Angolas og Danmarks offshoreindustri i tæt samarbejde

Angola og Danmark går nu sammen for at udvikle landenes offshore olie- og gasindustri.
Første skridt bliver et fælles afrikansk-skandinavisk forum, hvor der bliver mulighed for at mødes og udveksle erfaringer og samarbejde om at udvikle de rette teknikker til optimal udnyttelse af de olie- og gaslagre, som findes ud for Angolas kyst.

Det fælles forum har fået titlen OGIB Africa og finder sted 13.-14. november 2013 i Angolas hovedstad, Luanda. OGIB – Oil & Gas International Business2Business - er et intensivt mødeforum, hvor der bliver mulighed for at etablere samarbejde på tværs af landegrænserne.

- Der er tale om den største netværksevent inden for olie- gasindustrien i Angola nogen sinde og en oplagt mulighed for virksomheder i begge lande at udveksle viden og erfaringer og bygge bro til fremtidige samarbejdspartnere. Vi har endvidere udvidet rammerne, så det bliver et forum for alle olieproducerende lande i Skandinavien og det sydlige Afrika, siger direktør Peter Blach fra det danske videncenter og innovationsnetværk for offshoreindustrien, Offshoreenergy.dk.

- Angolas olie- og gasindustri er målt på produktion langt større end den danske, og alene af den grund vil det være interessant for skandinaviske virksomheder at skabe dialog med angolanske og afrikanske nøglevirksomheder. Samtidig har vi i Norden virksomheder med en unik viden om olie- og gasindvinding offshore – og det er netop offshore, at den angolanske olie- og gasindustri udvikler sig mest. Så vi forener det bedste af to verdener, fortsætter Peter Blach.

Olie- og gasindustrien på speeddating
OGIB er et koncept udviklet af Offshoreenergy.dk. På korte, uformelle møder får deltagerne mulighed for at præsentere sig selv over for andre deltagere og introducere en ide, et forslag til samarbejde eller en forespørgsel på særlige kompetencer. Mødet kan eventuelt afsluttes med en aftale om yderligere møder. En slags speeddating for olie- og gasindustrien.

På forhånd har alle deltagere fået en oversigt over, hvem de har mulighed for at møde, og deltagerne kan nøje udvælge, hvem de ønsker at tale med. Hvert møde varer 15 minutter - og på en enkel dag har hver deltager mulighed for at mødes med op til 17 forskellige personer. Senest har offshorenergy.dk i maj været vært for OGIB i Danmark, hvor 200 deltagere fra 14 nationer var samlet, blandt andet en delegation fra Angola.

- Angola har gennem årene opbygget en betydelig olie- gasindustri med Sonagol i spidsen og er i dag Afrikas største producent af olie og gas. Et samarbejde med danske og skandinaviske rådgivere og underleverandører vil kunne udvikle denne industri yderligere – ikke mindst inden for offshore området, hvor vi vil kunne benytte os af den erfaring, som skandinaviske virksomheder har opnået gennem 40 års tilstedeværelse i Nordsøen. Her vil danske og norske eksperter i samarbejde kunne bidrage til at optimere Angolas energiressourcer, siger Area Manager Paulo Veiga, Offshore Center Angola.

Et spændende marked
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr hilser det angolanske-skandinaviske initiativ velkommen og opfordrer danske virksomheder til at tage imod invitationen til at komme i dialog med Angola og det øvrige afrikanske kontinent.

- Angola er et spændende marked, der med nye investeringer rummer et stort udviklingspotentiale. Ved at forene Angolas betydelige olie- gasindustri med Danmarks moderne og energieffektive løsninger inden for offshore vil der kunne udvikles et meget spændende forretningsmiljø, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.

Samarbejdet med Angola blev indledt i 2011, hvor den angolanske industriminister og repræsentanter for den angolanske olie- og gasindustri første besøgte Danmark. På et møde med repræsentanter fra 10 toneangivende virksomheder inden for dansk olie og gasindustri fortalte angolanerne om forretningsmulighederne i Angola og den rivende udvikling, som angolansk olie- og gasindustri er midt i.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078