23948sdkhjf

Der skal tempo på Lidegaard

Hvis Elreguleringsudvalgets anbefalinger skal være implementeret i efteråret 2014, så er det vigtigt at politikerne ikke trækker vedtagelsen i langdrag.
Det mener Dansk Energi, der nu sammen med Forbrugerrådet har sendt et brev til klima-, energi- og bygningsudvalget med Martin Lidegaard i spidsen. I brevet understreger de nødvendigheden af en hurtig lovgivningsproces i forbindelse med moderniseringen af forsyningspligtreguleringen.

- Reformpakken kræver en stor indsats i forberedelses- og implementeringsfasen. Der skal udvikles en ny Elpristavle, datasystemer og sagsgange i selskaberne skal tilpasses, medarbejdere i selskabernes kundecentre skal trænes, der skal udvikles kommunikationsmateriale i dialog med fx boligselskaber, ejendomsmæglere og advokater m.v, skriver Dansk Energi og Forbrugerrådet, der begge er repræsenteret i Elreguleringsudvalget, i brevet.

- Man skal ikke have beskæftiget sig ret meget med energiområdet for at vide, at ting ikke altid går så hurtigt. Derfor synes vi, det er vigtig med et signal til Folketinget om, at det ikke skal trække det her ud for længe. For hvis det skal være klart til oktober 2014, så er der aktører i energisektoren, der også skal have tid til at forberede sig, så det også bliver en god oplevelse for kunderne, siger administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, til Energy Supply.

Elreguleringsudvalgets anbefalinger omfatter blandt andet en ophævelse af systemet med forsyningspligtige virksomheder for afgrænsede geografiske områder og særlig prisregulering kombineret med en ny og forbedret elprisportal. Dette skal sammen med flere andre tiltag være med til at understøtte forbrugernes stilling på elmarkedet. Læs mere om anbefalingerne på Energistyrelsens hjemmeside.

- Udvalget har sendt de her anbefalinger til Folketinget, og det vores brev handler om er, at vi gerne vil have, at de behandler det her hurtigst muligt. Dels fordi det er en god reform, men også fordi det bliver en lang implementering, lyder det fra Lars Aagaard.

Forbrugerrådet og Dansk Energi understreger derfor i brevet, at det er af stor betydning, at Folketinget og Martin Lidegaard sikrer, at den nødvendige lovgivning kommer på plads i efterårssamlingen 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109