23948sdkhjf

Så droppede Dong vandkraften

Dong Energy frasolgte torsdag sin andel i det svenske vandkraftselskab Kraftgården AB. Det var Dongs eneste resterende aktivitet inden for vandkraft.
Dong Energy indgik og gennemførte torsdag en aftale med Voimapiha AB, der er et konsortium bestående af de tre finske energiselskaber Kymppivoima, EPV Energy og Helsingin Energia.

Aftalen indebærer, at Voimapiha AB køber Dong Energys andel på i alt 25,673% i det svenske vandkraftselskab Kraftgården AB. Dong Energy har på joint venture-basis ejet Kraftgården AB sammen med Vattenfall siden 1994. Kraftgården AB ejer og driver syv vandkraftværker på i alt 626 megawatt langs den svenske flod Indalsälven.

Den samlede salgspris for andelen på 25,673% er 5,2 mia. svenske kroner, svarende til ca. 4,5 mia. danske kroner.

Frasælger ikke-kerne aktiviteter
Frasalget er en væsentlig del af den finansielle handlingsplan, som Dong Energy fremlagde den 27. februar 2013, hvor selskabet offentliggjorde, at det ville frasælge ikke-kerne aktiviteter for 10 mia. kr. i 2013-2014.

- Med frasalget af vores andel i det svenske vandkraftselskab tager vi endnu et væsentligt skridt i realiseringen af vores finansielle handlingsplan. Jeg er derfor meget tilfreds med, at aftalen er faldet på plads, så vi nu i endnu højere grad kan fokusere på vores kerneforretning, siger Henrik Poulsen, adm. direktør i Dong Energy.

Slut med vandkraft
Ejerandelen i Kraftgården var Dong Energys eneste resterende aktivitet inden for vandkraft.

- Sammen med de offentliggjorte frasalg af vores danske og polske onshore vindforretninger har vi nu i alt frasolgt ikke-kerne aktiver for ca. 7 mia. kr., hvilket skal ses i forhold til vores mål om at frasælge ikke-kerne aktiver for 10 mia. kr. i 2013-2014, siger Henrik Poulsen.

Dong Energys nettoinvesteringer for perioden 2013-2014 forventes at udgøre 30 mia. kroner. Det vil primært være investeringer i havmølleparker, hvor selskabet har et mål om at firdoble kapaciteten fra ca. 1,7 GW i dag til 6,5 GW i 2020, og i olie- og gasproduktion, hvor selskabet har som mål at øge indvindingen fra 78.000 tønder olieækvivalenter/dag i 2012 til 150.000 tønder olieækvivalenter/dag i 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078