23948sdkhjf

Mere kapital til Energi Invest Fyn

Energi Fyn og Syddansk Universitet tilfører mere kapital til samarbejdet i Energi Invest Fyn A/S. Det er ambitionen at etablere 1-2 nye forskningsbaserede virksomheder om året.
Når et energiselskab og et universitet sammen går forskernes energi-opfindelser efter i sømmene, sker der noget. Der bliver udviklet prototyper sammen med mulige kunder. Der bliver søgt patenter. Viden bliver flyttet fra universitet til virksomhederne. Og i de bedste egnede projekter stiftes nye højteknologiske virksomheder med det formål at styrke erhvervsudviklingen i regionen.

Processen tilrettelægges af Energi Invest Fyn A/S, der også optræder som investor i de nye virksomheder sammen eksterne parter. Og erfaringerne fra de seneste år har været så gode, at der nu tilføres yderligere 7 millioner til Energi Invest Fyn A/S.

- For Energi Fyn er det vigtigt både at være på forkant med nye energiteknologier og at bidrage til en positiv erhvervsudvikling på Fyn. Med vores engagement i Energi Invest Fyn uddyber vi samarbejdet med både SDU og den fynske industri og bidrager dermed til begge dele, siger Bent Agerholm, koncernchef i Energi Fyn.

Skal styrke erhvervslivet
Hos SDU glæder man sig over, at universitetets forskning kan skabe vækst og udvikling i det fynske erhvervsliv.

- Det er vigtigt, at virksomhederne i regionen er i stand til at udnytte de teknologier, der udvikles på SDU til at udvikle og sælge nye højteknologiske produkter. Ellers er der bare andre, der høster gevinsterne. Med udvidelsen af aktiviteterne i Energi Invest Fyn tror vi på fremover at se flere små virksomheder fra SDU styrke det etablerede erhvervsliv, siger Jens Oddershede, rektor på SDU.

De nødvendige skud i bøssen
Energi Invest Fyn gennemgår løbende gode ideer, projekter og opfindelser indenfor energiområdet. Projekterne behøver ikke nødvendigvis at komme fra universitet, men den tekniske og kommercielle validering foregår i samarbejde med forskere og SDU Erhverv, der er SDUs samlende indgang for erhvervslivet.

- Samarbejdet mellem Energi Fyn og SDU virker, fordi det giver os de nødvendige skud i bøssen. Vi har kontakt til industri og kunder, adgang til kapital og kan ikke mindst bruge SDU som en kæmpe udviklingsafdeling. Det kan vi se bliver løftet af erhvervslivet på en helt anden måde end de publikationer, der ellers er resultatet af megen forskning, siger Jens Kr. Damsgaard, direktør for Energi Invest Fyn A/S.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281