23948sdkhjf

Hundredvis af fjernvarmelån for over 16 mia.

Der er ingen retningslinjer for, hvor meget en kommune må kræve i garantiprovision. Men kommunernes tag-selv-bord skal standses, så der ikke må opkræves kæmpe beløb, mener Dansk Fjernvarme.
Hvert år investerer fjernvarmeværker store milliardbeløb i nye, grønne energitiltag. Det sker oftest med kommunegaranti. Kommunegarantierne er aldrig kommet til udbetaling i fjernvarmen. Alligevel tager kommunerne sig nu godt betalt i form af garantiprovision for at sikre penge i kommunekasserne fra fjernvarmeforbrugernes lommer, skriver Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse.

Der er ingen retningslinjer for, hvor meget en kommune må kræve. Men kommunernes tag-selv-bord skal standses, så der ikke må opkræves kæmpe beløb til skade for den grønne omstilling, mener Dansk Fjernvarme.

Milliarder i lån til fjernvarme
Hvert år låner Kommunekredit over en mia. kr. til varmeværker, som har fået adgang til lånene via en kommunegaranti. Det viser en sammentælling, Kommunekredit har foretaget for Dansk Fjernvarme.

Tallene viser, at den grønne omstilling er i gang. Alene i 2012 lånte Kommunekredit 235 gange penge til fjernvarmeprojekter for et samlet beløb på 5,28 mia. kr., heraf var 1,89 mia. kr. dog formidlet som låneomlægninger.

De seneste fem år er der givet 612 lån for et samlet beløb på 16,74 mia. kr., hvoraf 4,57 mia. kr. er låneomlægninger. Dertil kommer lån til affaldsprojekter, hvorfra varmen bruges til fjernvarme.

De mange lån er kommet i stand, efter at varmeværkerne har fået en kommunegaranti fra deres kommune. Garantien er nemlig adgangsbillet til de attraktive lån hos Kommunekredit og sikrer, at regningen sendes til kommunen, hvis projektet skulle gå fallit. Det er bare aldrig sket i et fjernvarmeprojekt. Det bekræfter Kommunekredit over for Dansk Fjernvarme.

Dansk Fjernvarme kritiserer
Det er EU-lovgivning, der fører til, at kommunerne kan tage en betaling. Men hverken EU eller danske myndigheder har fastlagt retningslinjer for betalingens størrelse. Det har ført til, at kommunerne håndterer emnet forskelligt. Nogle tager 0,2 % af lånesummen som én-gangsbetaling, andre eksempelvis 1,5 % hvert år. For forbrugerne betyder det årlige ekstraomkostninger på mellem 200 og 800 kroner for et standardhus.

Cirka 50 kommuner opkræver nu garantiprovision, men den opkrævning mener Dansk Fjernvarme er forkert.

- Niveauet for den betaling, en kommune kan tage, bør afspejle, at risikoen reelt er lig nul. Nogle kommuners opkrævning kan kun ses som et udtryk for, at de har opdaget en mulighed for at hente penge til kommunekassen hos varmeforbrugerne, siger direktør Kim Mortensen.

I alt investerer danske fjernvarmeværker i 2013 fem mia. kr. i nye grønne løsninger. Det skaber 6000 arbejdspladser, skriver Dansk Fjernvarme.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093