23948sdkhjf

Det blev et ja til backloading

Tilhængerne af det omstridte forslag om tilbagetrækning af CO2-kvoter vandt en politisk sejr i dag, da der var afstemning i Europa-Parlamentet om det modificerede backloadingforslag.
Det var skæbnedag for det europæiske CO2-kvotehandelssystem i dag, da Europa-Parlamentets medlemmer gik til afstemning om et modificeret backloadingforslag om at udskyde salget af 900 mio. CO2-kvoter.

Med stemmerne 344 mod 311 blev forslaget for at styrke kvotesystemet vedtaget.

- Det er en god dag for alle de mange virksomheder, foreninger, fagforbund og miljøorganisationer over hele Europa som har arbejdet for at oplyse om konsekvenser af forslaget. Det er vigtigt med et ja, så vi kan fortsætte og intensivere arbejdet med en grøn og fælles europæisk energi- og klimapolitik. Vedtagelsen af forslaget, er en tydelig politisk opbakning til et styrket europæisk kvotehandelssystem, der sammen med andre tiltag rettet mod vedvarende energi og energieffektivitet kan stimulere investeringer i de renere teknologier, som er afgørende for en modernisering af det europæiske energisystem, siger Ulrich Bang, der er EU-chef i Dansk Energi.

Arbejder på konkrete lovforslag
På baggrund af vedtagelsen i Europa-Parlamentet mener Dansk Energi, at EU Kommissionen nu står styrket i arbejdet med at formulere ambitiøse energi- og klimamål for 2030, samt det helt afgørende ændringsforslag af kvotesystemet, som EU Kommissionen har annonceret med udgangen af i år.

- I dag var det et ja til et grønt Europa, men i morgen arbejder vi videre på at få konkrete lovforslag fra EU Kommissionen, som kan gøre op med de grundlæggende strukturelle problemer, der er i kvotesystemet. Vi har behov for både en højere kvotepris på niveau med de 30€, som var forudsætningen bag EU's nuværende energi- og klimapolitik, men mindst lige så vigtigt har vi brug for en langsigtet og mere stabil pris. Det kollaps vi har set i kvoteprisen, er gift for alle investorer, og det er noget vi skal have løst fremadrettet. Med dagens afstemning har Europa-Parlamentet taget et vigtigt første skridt i retningen af et grønnere Europa, men det er stadig kun et første skridt, siger Ulrich Bang.

Venter på Tyskland
Næste skridt i EU-processen er forhandlingerne med medlemslandene, som først starter efter det tyske valg til september. Herefter følger en implementering, så forslaget kommer sandsynligvis først til at træde i kraft i 2014.

EU Kommissionens annoncerede forslag til energi- og klimapolitiske mål for 2030 forventes at komme i slutningen af 2013, sandsynligvis november eller december. EU Kommissionens længe ventede forslag til en grundlæggende strukturel reform af kvotesystemet forventes at komme på samme tidspunkt.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094