23948sdkhjf

Medier: 44-årig ukrainsk dykker mistænkes for Nord Stream-sabotage

Tysk domstol har efterlyst ukrainsk dykker internationalt. Yderligere to personer er mistænkt i sabotagesagen

En 44-årig ukrainsk dykker er mistænkt for at stå bag sprængningerne af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen i september 2022.

Det skriver den svenske avis Expressen og de tyske aviser Süddeutsche Zeitung og Die Zeit samt tv-stationen ARD.

En domstol i den tyske by Karlsruhe har på baggrund af mistanken efterlyst ukraineren internationalt.

Ifølge de fire mediers oplysninger har den føderale anklagemyndighed i Tyskland identificeret i alt tre mistænkte i sagen, hvoraf den 44-årige ukrainske dykker altså er én af dem.

Der skal være tale om en mand, Volodymyr Zhuralov, som er bosat med sin familie i en forstad til den polske hovedstad, Warszawa.

Nord Stream 1 og 2

  • To gasledninger, som består af to parallelle rørsystemer, der er sat sammen af omkring 100.000 rørelementer på hver især 12 meter.
  • Nord Stream 1 er 1200 km lang og løber fra Vyborg i Rusland til Lubmin i Tyskland. 
  • Nord Stream 1 blev taget i brug i 2011 og drives af selskabet Nord Stream AG, hvor det russiske, børsnoterede gasselskab Gazprom ejer 51 pct.
  • Nord Stream 2 løber fra Ust-Luga i Rusland til Lubmin og er også ca. 1200 km lang.
  • Nord Stream 2 er aldrig taget i brug. Kort før Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 suspenderede den tyske regering sin igangværende godkendelse af forbindelsen.

Kilder: Nord Stream, dpa, Information, Energistyrelsen og Reuters

Han er dog ifølge Expressens oplysninger gået under jorden.

Både Tyskland, Sverige og Danmark har efterforsket sagen. Men både svensk og dansk politi valgte tidligere på året at indstille deres efterforskning.

Konkret drejer sagen sig om, at der 26. september 2022 om natten blev registreret en eksplosion ved Nord Stream 2 i Østersøen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm.

Klokken 19.03 blev der registreret en eksplosion ved Nord Stream 1.

Efterfølgende blev der fundet fire store huller i tre gasrør.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Udland.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094