23948sdkhjf

Analyse: Et energisystem uden fossile brændsler er teknisk muligt

Det er muligt at omstille Danmark til 100 procent vedvarende energi med de teknologier vi kender i dag. Det vil kun være lidt dyrere, når vi når frem til 2050, end hvis vi fortsætter med olie, kul og gas. Det viser en scenarierapport, som Energistyrelsen har lavet.
Det er teknisk muligt at konstruere et energisystem, der ikke er baseret på kul, olie og naturgas. Det fremgår af Energistyrelsens rapport ”Energiscenarier for 2020, 2035 og 2050”, som opgør meromkostningerne ved at have en fossilfri energiforsyning til mellem 6 og 29 mia. kr. i 2050 afhængigt af hvilket grønt energisystem, der vælges.

Partierne bag energiaftalen aftalte i 2012 fem energianalyser om elnettet, fjernvarmen, bioenergi, biogas og gasinfrastrukturen. Analyserne skal bidrage til, at omstillingen af energisystemet til vedvarende energi sker så omkostningseffektivt som muligt. I tillæg til delanalyserne er udarbejdet en energiscenarierapport, der udgør en fælles analyseramme, som tilsigter sammenhæng mellem forudsætningerne i de forskellige delanalyser.

Vind eller biomasse
Energiscenarierapporten fastslår, at da omstillingen tager tid, skal der i tiden efter 2020 træffes valg om, hvorvidt det fremtidige energisystem skal være et elbaseret vindkraftsystem eller et brændselsbaseret biomassesystem.

Et vindbaseret, gennemelektrificeret system, vil have god brændselsforsyningssikkerhed, men vil være udfordret på elforsyningssikkerheden. Omvendt vil et bioenergibaseret system kræve stor import af biomasse og være udfordret på brændselsforsyningssikkerheden og bæredygtigheden.

Høj elforsyningssikkerhed i Danmark
Elforsyningssikkerheden i Danmark ligger i top-3 i Europa med rigelig kapacitet på de termiske værker, høj andel af kabellægning i distributionsnettet og mange udlandsforbindelser. Rapporten ”Analyse af elnettets funktionalitet” viser, at forsyningssikkerheden vil kunne opretholdes de næste 10 år på det nuværende niveau uden nye politiske initiativer ud over dem i energiaftalen fra 2012.

Udviklingen i Østdanmark er dog følsom overfor ændringer i forudsætninger for termisk kapacitet og udlandsforbindelser, herunder betydningen af en forsinket idriftsættelse af den planlagte udlandsforbindelse tilknyttet Kriegers Flak. Dette forventes ikke at få betydning for forsyningssikkerheden, da Energinet.dk i så tilfælde vil indføre alternative tiltag f.eks. via strategiske reserver for at sikre kapacitet som en overgangsordning indtil Kriegers Flak idriftsættes.

Stigende anvendelse af biomasse
I fremtidens energisystem vil biomasse udgøre en betydelig del af energimix’et. Energistyrelsens ”Analyse af bioenergi i Danmark” vurderer, at på kort sigt vil anvendelsen af bioenergi være forbundet med lav udledning af drivhusgasser, da forbruget i høj grad dækkes af rest- og affaldsprodukter, og de store kraftværker vil kunne indkøbe biomasse med en gunstig klimaprofil. På længere sigt vil et større forbrug af biomasse til energi og transport dog betyde, at der er risiko for øget negativ klimapåvirkning, hvis der ikke indføres global klimaregulering.

Naturgassen afløses af VE-gasser
Forbruget af naturgas forventes at falde markant fra 2020 efterhånden som kul og naturgas udfases af el- og varmeforsyningen. I stedet vil gassystemet i stigende grad kunne anvendes til distribution af vedvarende energigasser, som eksempelvis biogas. Det fremgår af analysen ”Den fremtidige anvendelse af gasinfrastrukturen”.

Energistyrelsens Biogas Taskforce, som følger biogasudbygningen, vurderer at biogasproduktionen vil blive mere end fordoblet frem til 2020. Baggrunden er bl.a. den nye støtte i Energiaftalen til opgradering af biogas til brug i naturgassystemet, som har betydet, at der er store opgraderingsprojekter på vej.

Øget dækning med fjernvarme, men faldende forbrug
Der er kun i meget begrænset omfang grundlag for at udvide fjernvarmen til at dække nye områder. Men analysen ”Fjernvarmens rolle i den fremtidige energiforsyning” vurderer, at i eksisterende fjernvarmeområder vil det være rentabelt at tilslutte kunder, der ikke allerede har fjernvarme, til fjernvarmenettet. Selvom dækningen med fjernvarme dermed ventes at stige, vil det samlede forbrug af fjernvarme dog falde i forhold til i dag på grund af energieffektivisering. I produktionen af fjernvarme vil kul og naturgas blive udfaset til fordel for varmepumper, solvarme og biomasse.
Kommenter artiklen (64)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14