23948sdkhjf

Frit brændselsvalg kæmpe succes for dyreste barmarksværker

En biomassekedel, en fusion eller en transmissionsledning sparer forbrugerne adskillige tusinde kroner på de barmarksværker, der fik lov at slippe fri af naturgas. Situationen er i dag lige så alvorlig for de barmarksværker, der ikke fik lov.
Der er tusindevis af kroner at spare for forbrugerne på de 35 dyre barmarksværker, som med energiforliget fra 2012 fik lov til at vælge naturgassen fra. Halm, flis og transmissionsledninger har reduceret de gennemsnitlige med nu mere end 4000 kroner for et standardhus på 130 kvadratmeter med et årligt forbrug på 18,1 MWh, for de 35 værker.

-Frit brændselsvalg virker, og det virker hurtigt. Det er den løsning, som udgør forskellen mellem tårnhøje priser og succes. Tallene taler for sig selv, siger økonomisk konsulent Anders Jespersen fra Dansk Fjernvarme.

De store successer ses hos eksempelvis Øster Hurup Kraftvarmeværk, som har barberet prisen for et standardhus fra 25.094 i februar 2010 til nu 13.889 kroner, og også hos Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk, som havde en varmepris på hele 32.899 kroner for et standardhus i februar 2010, men nu har reduceret prisen til 18.113 kroner. Altså hele 14.786 kroner.

Den gennemsnitlige reduktion på mere end 4000 kroner for de 35 værker dækker endda over, at ikke alle har etableret nye biomassekedler eller andet endnu.

Men desværre er situationen fuldstændig identisk i dag for mange af de barmarksværker, der lå lige uden for listen på 35. Disse værkers gennemsnitspriser fortsætter i vejret, så de 35 nu dyreste værker har en gennemsnitspris på ca. 26.000.

-Desværre står disse barmarksværker i dag i nøjagtig samme situationen, som de 35 værker, der fik frit brændselsvalg med energiforliget i 2012, gjorde. Deres problemer er nøjagtig de samme. De har bare ikke muligheden for at bringe sig selv ud af situationen, siger Anders Jespersen.

Resultater og udfordringer 2013
Energitilsynet har netop offentliggjort sin årlige rapport ”Resultater og udfordringer og 2013”. Her af fremgår det, at de 50 dyreste værker tilsammen udgør 1 procent af den samlede mængde fjernvarme. Det er altså forholdsvis få forbrugere, der er berørt af problemstillingen. At de dyre barmarksværker ikke uden videre frit kan skifte til et andet brændsel end naturgas skyldes afgiftskronerne fra naturgassen. Men da det er få tusinde husstandes forbrug, der er tale om, så udgør disse afgiftskroner ikke ret store summer. Fjernvarmen bidrager i øvrigt med 10,9 mia. kroner i moms og afgifter på årsbasis.

Der er i alt 1.632.000 husstande, som er koblet på fjernvarme.

De dyreste barmarksværker kæmper mod, at folk ville kunne finde anden opvarmning i form af eksempelvis individuelle træpillekedler til ca. 17.000 kroner årligt for et standardhus.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157