23948sdkhjf

Verdo tilbyder at overtage lukningstruet kraftvarmeværk

I 11. time tilbyder Verdo at overtage Uggelhuse Langkastrup Kraftvarmeværk. Tilbuddet får en blandet modtagelse blandt forbrugerne.
I sidste uge afholdt Uggelhuse Langkastrup Kraftvarmeværk (ULK) en ekstraordinær generalforsamling, hvor der skulle stemmes om, hvorvidt værket skal lukkes eller ej. Det kom aldrig til en afstemning – bestyrelsen kunne nemlig i 11. time præsentere et tilbud fra Verdo om overtagelse af værket. Et tilbud der blev modtaget med meget blandede følelser, skriver Randers Amtsavis.

Lunken modtagelse
Det var i sin tid ULK, der henvendte sig til Verdo og tilbød overtagelsen, men i over et år har det tilbud ligget ukommenteret hen indtil i sidste uge, hvor bestyrelsesformand Dorthe Grand modtog et tilbud pr. mail. Både formanden og resten af bestyrelsen er glade for tilbuddet fra Verdo.

- Jeg mener, det er løsningen på vores problemer og er dybt taknemlig for, at Verdo er kommet på banen, siger hun, og da også skuffet over at en stor del af de 150 andelshavere i kraftvarmeværket ikke er begejstrede for tilbuddet.

Den gruppe, der ønsker at lukke værket består af 78 af 192 tilsluttede forbrugere. Talsmanden for gruppen Anker Boje håber, at værket lukkes, så forbrugerne hver især kan blive herrer i eget hus.

Dyrt at lukke varmeværk
Dorthe Grand lægger ikke skjul på, at hun havde håbet på en bedre modtagelse af nyheden. Energistyrelsen har oplyst at en lukning af varmeværket med overgang til individuel energiforsyning til følge er den dyreste og mest besværlige løsning - en løsning, der aldrig er set før i Danmark. Derfor kan man ikke sige, hvordan det vil forløbe, ej heller hvor lang tid sådan en lukningsproces vil tage.

Fredag den 6. juni har ULK møde med Verdo, men i sidste ende bliver det op til andelshaverne at beslutte om man ønsker at Verdo skal overtage.

Verdos tilbud om overtagelse indeholder en gradvis harmonisering af varmepriserne i Uggelhuse og Langkastrup, således at de om ti år ligger på linje med Verdos priser i øvrigt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125