23948sdkhjf

Gasfærger vinder frem i Danmarks nabolande

Flere og flere færger i europæiske farvande sejler nu på flydende naturgas, viser ny opgørelse.
Mens Danmark endnu ikke har én eneste, så vinder færger på flydende naturgas (LNG) frem i vore nabolande, især i Norge. Udviklingen hænger især sammen med nye miljøkrav om luftforurening og CO2-udledning fra skibe – samt prisforskellene på brændstoffer til sejladsen.

Der er nu 44 skibe, hvoraf de fleste er færger, på naturgas i Europa – og yderligere 34 er på vej, blandt andet i lande som Tyskland, Sverige, Finland, Frankrig, Kroatien og Danmark. I resten af verden er der p.t. kun fire gasskibe. USA forventes dog snart at være på vej med i første omgang 14 skibe. Norge indtager suverænt førstepladsen.

Miljøkrav skubber udviklingen
Det fremgår af en ny opgørelse, som Dansk Gasteknisk Center (DGC) netop har udført for HMN Naturgas. Opgørelsen blev offentliggjort under Folkemødet på Bornholm, hvor HMN Naturgas var vært for en række debatter og events.

- Udviklingen skyldes primært de nye miljøkrav til skibe samt prisforskellen på de forskellige brændstoffer. De nye miljøkrav i Nordeuropa betyder, at færger, der nu sejler på den tunge fuelolie, enten må investere i rensningen af røgen eller at ombygge motorerne. Alternativet er at skifte til svovlfattig olie eller diesel, men dette er dyrere end naturgas. Derfor vælger flere rederier og skibsejere nu løsning med gas, når der skal bygges nye skibe, siger Henrik Iversen, vicedirektør i HMN Gashandel, som er et datterselskab i HMN Naturgas-koncernen.

- Der bygges flere og flere terminaler rundt om i Europa og andre steder i verden, hvor skibe kan tanke flydende naturgas. Det kan vi også gøre herhjemme. Danmark har jo et vidt forgrenet naturgasnet, og derfor vil der kunne bygges særlige gasterminaler til færger og andre skibstyper i en lang række af havnene rundt om i landet, tilføjer Henrik Iversen.

Første danske gasfærger nu på vej
Ifølge det statslige Energinet.dk under Energi-, Klima- og Bygningsministeriet betyder Danmarks placering ved indsejlingen til Østersøen, at farvandene kontinuerligt gennemsejles af et stort antal skibe, der udleder svovl, CO2 samt sundhedsskadelige partikler.

Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet påpeger, at Danmark udleder ca. 50 mio. ton CO2 om året (2009-tal), hvoraf skibstrafikken i danske farvande udgør de 16 procent.

Der sejler allerede to gasfærger i dansk farvand mellem Hirtshals og Stavanger, men disse færger er ikke danske, men ejes af norske Fjordline. Den første danske færge på naturgas bliver den nye Samsøfærge, som bygges på det polske værft Remontowa i Gdansk og søsættes per november 2014.

- Det er af hensyn til miljøet og klimaet. Transport er vores akilleshæl i bestræbelserne på at blive en fossilfri ø i 2030, og flydende naturgas er en vigtig del af løsningen. På lang sigt forventer vi, at færgen her på Samsø skal over på biogas, som jo er helt CO2-neutral. Samtidig betyder de lavere priser på gas, at vi sparer ca. 2 mio. kr. om året på driften, siger borgmester for Samsø Kommune, Marcel Meijer.

Foruden projektet på Samsø, har den danskejede shippingvirksomhed Evergas bestilt tre gasskibe. Samtidig overvejer det kommunalt ejede rederi Ærø Færgerne at ombygge to af deres tre færger, så de fremtiden vil kunne sejle på gas.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125