23948sdkhjf

Ny cleantech-forening ser dagens lys

En ny forening med navnet CleanTech Valley er netop blevet stiftet i Vejle. Foreningen vil være med til at sætte skub i projekter inden for renere energi- og miljøteknologier både nationalt og globalt.
Klimastrategi og bæredygtighed står højt på både den nationale og globale dagsorden. Og i Region Syddanmark har det netop ført til et unikt partnerskab mellem offentlige myndigheder, det private erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner. Partnerskabet blev tirsdag cementeret i Vejle, da offentlige og private aktører fra hele Region Syddanmark havde stiftende generalforsamling i en ny forening med navnet CleanTech Valley.

Foreningen har blandt andet DONG Energy, HedeDanmark, Handelshøjskolen i Århus, Ålborg Universitet - Center for Bioenergi Esbjerg og Vejle Kommune på medlemslisten.

Alene når vi ikke langt
For den nye forenings bestyrelsesformand, Vejles borgmester Leif Skov, er der ingen tvivl om, at Region Syddanmark har brug for en katalysator som CleanTech Valley, hvis det skal lykkes at samle private og offentlige initiativer på klimaområdet.

- I Vejle Kommune har vi fokus på klimastrategi og bæredygtighed, men alene når vi ikke langt. Samarbejde er vejen frem, og vi ser et stort potentiale i at være med til at udvikle CleanTech Valley, der er et nyskabende offentligt-privat samarbejde. Det er derfor, vi har taget initiativ til at skabe foreningen, siger Leif Skov.

Mulighederne for at gøre en markant forskel på cleantech-området er da også store i Region Syddanmark. Ud af ca. 720 danske virksomheder, der arbejder med miljø- og energieffektiv teknologi, ligger ca. 160 virksomheder regionen. Og der er tale om et potentiale, der ikke bare beskæftigelsesmæssigt, men som også økonomisk giver Region Syddanmark større tyngde som cleantech-region end andre danske regioner.

- Vort mål med CleanTech Valley er groft sagt at erobre klimascenen herhjemme. Og al erfaring viser, at det giver gode resultater og spændende nyskabende projekter, når man får erhvervsfolk og myndigheder til at tale og idéudvikle sammen. Derfor har vi sammen med de andre samarbejdspartnere, taget initiativ til at skabe foreningen, udtaler Leif Skov.

CleanTech Valley skal få erhvervslivets parter, videns- og uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder til sammen at tænke innovative tanker og finde frem til konkrete projekter og tiltag, der skal være med til at flytte bæredygtighed fra skriveborde og projektmapper ud i virkeligheden. Netværket skal samtidig være katalysator for en række cleantech-projekter, der på sigt kan eksporteres til andre regioner og lande – til gavn for både økonomi og beskæftigelse i regionen.

Et stærkt netværk
Borgmesteren forventer, at både offentlige og private aktører vil kunne drage nytte af den viden og de kompetencer og ideer, der kan udvikles i den nye forening, der har det som erklæret mål at opbygge, udvikle og fremme offentlig - private innovationspartnerskaber - de såkaldte OPI-samarbejder.

Det er man enig i hos DONG Energy, hvor udviklingschef Charles Nielsen er energikoncernens repræsentant i den nye forenings bestyrelse.

- Vi tror meget på partnerskabsmodellen, hvor virksomheder, forskere og myndigheder i fællesskab initierer nye markante initiativer, der på den korte bane kan bidrage til et bedre miljø og på den lange bane en forandring i fremtidige samarbejdsmetoder - konstaterer Charles Nielsen.

Kilde: Clean tech Valley

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078