Elselskaber og Energitilsynet uenige om priskontrol
De 36 elselskaber i Danmark og Energitilsynet kæmper en kamp om el-milliarderne. El-selskaberne mener, at kunderne går glip af større konkurrence og lave elpriser på grund Energitilsynets priskontrol, mens tilsynet beskylder elselskaberne for at spekulere i elmarkedet og forsøg på at presse prisen i vejret.
Energitilsynet beskylder el-selskaberne for at spekulere i markedet og presse priserne i vejret, mens el-selskaberne mener, at tilsynets priskontrol bremser konkurrence-udviklingen og dermed lave elpriser.
I 2005 indførte Energitilsynet en priskontrol med forsyningspligtig strøm. Siden har tilsynet ændret i 416 af 700 priser anmeldt af selskaberne.
- Når selskaberne melder for høje priser ind, risikerer de alene, at vi reducerer prisen til det højst mulige niveau. Melder de derimod en lavere pris ind, er der risiko for, at deres pris er lavere end den pris, som vi ender med at tillade. Ved at skrue op for priserne sikrer selskaberne automatisk, at de får den højst mulige pris, siger Carsten Smidt, kontorchef i Energitilsynet til Jyllandsposten.
Carsten Smidt understreger, at man ikke har beviser for, at elselskaberne spekulerer i ordningen, men han finder tanken nærliggende, efter man har fundet det nødvendigt at gribe ind i 59% af samtlige anmeldte priser i de seneste fem år.
Dansk Energi, der er brancheorganisation for elselskaberne, mener, at tingenes tilstand i øjeblikket er et udtryk for, at selskaberne har kastet håndklædet i ringen overfor en ordning, man finder uigennemskuelig og unødvendig.
- Energitilsynet har lavet en prismodel, og man har beskrevet, hvordan den er skruet sammen. Men selskaberne kender ikke alle de data, som tilsynet hælder ind i modellen, siger Torben Møller Petersen, afdelingschef i Dansk Energi til avisen.
Han påpeger, at alt hemmelighedskræmmeriet får selskaberne til at sætte en kilowatt-time-pris, der tager højde for, at de ikke selv snydes.
Hos det fynske el-selskab Ideelle fortæller direktør Torben Larsen, at det er kunderne, der bliver de store tabere, da priskontrollen tvinger selskaberne til at købe strøm på korte kontrakter, hvilket er en dårligere forretning end langsigtede køb, der automatisk kaster lave priser af sig.
Den massive kritik fra el-selskaberne preller af på Carsten Smidt fra Energitilsynet. Han mener, at selskaberne brokker sig, fordi de har spekuleret i prisen og tabt, og ikke fordi reglerne er svære at finde rundt i.
Kilde: Jyllandsposten