Vestas vil også lave flydende vindmøller
Ved European Offshore Wind Conference, der afholdes i Stockholm, har Vestas præsenteret en ny vindmølle til offshore-markedet. Samtidig afslørede vindmølleproducenten, at man er begyndt at forske i flydende vindmøller.
- Dette er en milepæl for Vestas. Lanceringen af endnu en turbine til offshore-markedet understreger vores engagement for at forblive en stærk og førende spiller inden for offshore-industrien. Vestas er fuldt dedikeret til fortsat at servicere vores offshore-kunder og forsyne dem med den bedst mulige forretningssikkerhed. V112-3.0 MW Offshore er endnu et skridt mod, at Vestas bliver endnu mere konkurrencedygtige på offshore-markedet, og vi har ikke i sinde at stoppe her. Vi er på offshore-markedet i det lange løb, og vi vil derfor komme med flere nyheder i de kommende måneder, siger Anders Søe-Jensen, president for Vestas Offshore.
Som et led i dette har Vestas sluttet sig til et forskningsprogram med norske Nowitech om udvikling af flydende fundamenter til vanddybder over 30 meter.
- Vi ser hele tiden på forskellige løsninger og materialer, der kan give mere værdi til vores kunder og lavere omkostninger på energi i fremtidens offshore-vindmøller. I den henseende kan flydende fundamenter blive en mulighed, og vi vil derfor være involveret den relevante forskning, siger Anders Søe-Jensen.