Fald i energiforbrug og CO2-udledning i 2008
Forbruget af olie og kul faldt, mens forbruget af vedvarende energi og naturgas voksede en smule i 2008. Dermed faldt udledningen af drivhusgasser. Det fremgår af Energistatistik 2008, som Energistyrelsen offentliggør i dag.
Det faktiske energiforbrug faldt 2,2 pct. fra 862 PJ i 2007 til 844 PJ i 2008. Faldet skyldes både et skift fra nettoeksport til nettoimport af el, der har medført et fald i de danske kraftværkers brændselsforbrug og et fald i det endelige energiforbrug. Det samlede fald i forbruget dækker over faldende forbrug af olie og kul, mens forbruget af vedvarende energi og naturgas er vokset svagt.
Det korrigerede bruttoenergiforbrug faldt ligeledes i 2008 med 1,1 pct. til 864 PJ mod 873 PJ i 2007. I forhold til 1990 er det korrigerede bruttoenergiforbrug steget med 5,4 pct. I samme periode er BNP i faste priser vokset 42,7 pct. Dermed krævede hver BNP-enhed i 2008 26 pct. mindre energi end i 1990.
Det endelige energiforbrug faldt 1,5 pct. fra 684 PJ i 2007 til 673 PJ i 2008. Dette skyldes et fald i energiforbruget i produktionserhvervene på 2,4 pct., et fald i energiforbruget til transport på 1,2 pct. og et fald i husholdningernes energiforbrug på 1,1 pct.
Lille stigning i andelen af vedvarende energi
Det svagt voksende forbrug af vedvarende energi og det faldende samlede energiforbrug betød, at andelen af vedvarende energi atter steg i 2008. Opgjort efter EU’s metode steg andelen af vedvarende energi fra 18,2 pct. til 18,7 pct. Produktionen af el baseret på vedvarende energi udgjorde i 2008 26,7 pct. af den indenlandske elforsyning. Heraf bidrog vindkraft med 18,3 pct.
I forhold til den tilsvarende opgørelse i Energistatistik 2007 er der dog tale om en lille nedgang i andelen af vedvarende energi. Dette skyldes primært en ændret vurdering af den bionedbrydelige andel i affald, som har betydet en nedjustering af den historiske og nuværende opgørelse af forbruget af vedvarende energi.
Fald i CO2 fra energiforbrug og samlet udledning af drivhusgasser
De faktiske CO2-udledninger fra energiforbruget faldt i 2008 med 5,5 pct. Korrigeret for udenrigshandel med el og klimaudsving faldt CO2-udledningerne med 2,1 pct. i 2008. Siden 1990 er de korrigerede danske CO2-udledninger fra energiforbrug faldet med 15,3 pct.
En foreløbig opgørelse af Danmarks samlede faktiske udledninger af drivhusgasser viser et fald fra 2007 til 2008 på 4,3 pct. og et samlet fald i forhold til basisåret på 7,2 pct. I disse tal er der taget højde for en forøget udledning af drivhusgasser på 0,6 mio. ton som følge af den ændrede vurdering af det fossile indhold i affald.
Den samlede faktiske udledning af drivhusgasser er foreløbigt opgjort til 64,4 mio. ton CO2-ækvivalent i 2008. Heraf er 26,5 mio. ton udledt inden for det kvoteregulerede område, mens 37,8 mio. ton stammer fra den ikke-kvoteomfattede sektor.
Mindre produktion af olie – større produktion af gas
Den danske produktion af råolie, naturgas og vedvarende energi m.m. faldt med 1,6 pct. i 2008 til 1119 PJ. Faldet skyldes et fald i olieproduktionen på 7,5 pct., hvorimod produktionen af naturgas steg med 9,1 pct. fra 2007 til 2008. Selvforsyningsgraden for energi var i 2008 uændret i forhold til 2007 på 130 pct. Det betyder, at energiproduktionen var 30 pct. højere end energiforbruget.
Store nettovalutaindtægter
Danmark havde i 2008 igen et stort, men faldende, overskud på udenrigshandlen med energivarer. Overskuddet er opgjort til 22,1 mia. kr. mod 25,8 mia. kr. i 2007.
Eksporten af energiteknologi og -udstyr voksede til gengæld og udgjorde i 2008 64,0 mia. kr. mod 54,0 mia. kr. i 2007 - en stigning på 19 pct. Eksporten af energiprodukter og -udstyr, herunder ikke mindst vindmøller, udgør en stor andel af Danmarks samlede vareeksport. Andelen var 10,8 pct. i 2008 mod 9,7 pct. t før
Kilde: Energistyrelsen