3xR gav EnergiMidt Handel en gazelle
Det handler om rådgivning, rettidighed og risikostyring. Så kort forklarer John Griem, at EnergiMidt Handel A/S i sidste uge blev kåret som en af erhvervslivets absolutte hurtigløbere – de såkaldte gazeller.
Det handler om rådgivning, rettidighed og risikostyring. Så kort forklarer John Griem, at EnergiMidts Handel A/S i sidste uge blev kåret som en af erhvervslivets absolutte hurtigløbere – de såkaldte gazeller. John Griem er ansvarlig for indkøb af el i EnergiMidt og ved, hvad der skal til for at være med i førerfeltet.
- Én ting er, at vi fagligt er velpåklædte i forhold til at købe el ind på de rigtige tidspunkter og til de rette priser. Lige så vigtigt er det, at vi har etableret og opretholdt solide og nære forretningsforhold til vores kunder. Det er jo dem, vi køber ind til, siger John Griem.
Timing og tro
El udgør for mange virksomheder en betydelig post på udgiftssiden. Det er et dilemma, når elmarkedet samtidig er næsten lige så uforudsigeligt som aktiemarkedet. Derfor er behovet for en stærk samarbejdspartner, som kender markedet og dets reaktionsmønstre, altafgørende.
- Det er nok ikke uden grund, at vi de senere år har udbygget kundekredsen betydeligt. Vi har fingeren på pulsen, fortæller John Griem.
John Griem oplyser – uden han af konkurrencehensyn vil nævne navne eller konkrete tal, at handelsselskabet får mange nye erhvervskunder fra hele landet, og at forretningen fortsat er i vækstmålt på antal solgte kilowatt-timer. Det skyldes ifølge John Griem, at man i EnergiMidt Handel har specialiseret sig i troværdig rådgivning.
- El-indkøb er ofte en trossag, hvor det ene eller andet tilbud på dagen kan være lige gode, men viden om elmarkedets funktion, udvikling og ikke mindst erfaringer er faglige kvalifikationer, som kunderne sætter pris på, når de skal beslutte sig på dagen om de ønsker at handle eller udskyde til senere.
Gazelle for anden gang
Dagbladet Børsen har hvert år siden 1995 kåret erhvervslivets hurtigløbere. I år er i alt 538 virksomheder med på Børsens liste over midtjyske gazeller. EnergiMidt Handel A/S indtager en placering som nummer 463 med en omsætningsvækst over de seneste fire år på 111,2 procent. EnergiMidt A/S er kåret som gazellevirksomhed én gang tidligere. Det skete i 2002.
Kilde: EnergiMidt Handel