E.On lover at sænke priserne
Borgerne i Ørslev og Terslev har i to år haft heftige diskussioner med E.On om prisen på varme. Nu truer borgerne med at kvitte E.On. Direktør hos E.On lover at sænke priserne og maner til ro og besindighed.
Nu har 50 hustande i Ørslev opsagt deres aftale med E.On. Enkelte gå rendda så vidt som at etablere et oliefyr.
Men direktør hos E.On Tore Harritshøj maner til ro og besindighed og beder borgerne overveje situationen endnu en gang.
- Vi har jo en sag kørende hos energitilsynet og i forbindelse med den, så planlægger vi næste uge at melde nye priser ud og de er væsentligt lavere end de priser der i dag. De vil desuden virke med tilbagevirkende kraft for 2009 og vi håber det kan løse noget af problematikken i Ørslev og Terslev, siger Tore Harritshøj til P4 Sjælland.
Han beklager situationen og pointerer, at man hos E.On har lært lektien. Man kan ikke få for meget kommunikation med brugerne.
Ifølge E.On vil brugerne i Ørslev og Terslev kunne spare 25% på deres varmeregning med de priser, man melder ud i næste uge.
Kilde: P4 Sjælland