Ny verdensrekord for solceller i plastik
Solceller af kisel er effektive, men dyre. For solceller i plast er det lige omvendt. Nu har britiske Solarmer Energy for anden gang øget virkningsgraden på sine plast-solceller. Ny verdensrekord på virkningsgraden er 7,6%.
Det, der gør solceller i plastik så attraktive er muligheden for på sigt at skabe en miljøvenlig og billig energikilde. Fortalerne mener, at prisen pr. KWh kan presses under en krone. El fra kisel vil være betydeligt dyrere.
Solarmer Energy, der udvikler solpaneler, anser det som et kæmpe gennembrud for virksomheden og for solcelleindustrien. Allerede til næste år planlægger virksomheden at lancere solpaneler baseret på plastsolceller.
Solarmer Energy samarbejder med forskere på University of Chicago samt UCLA. Sidstnævnte er blandt andet kendt for at udvikle polymermateriale, der kan absorbere og konvertere sollys i langt højere grad end hidtil muligt.
Kilde: Elektronik Tidningen