Sverige etablerer gigantisk vindmøllepark
Den svenske regering har netop godkendt etablering af en vindmøllepark øst for Piteå i Norrbotten. Den samlede produktionskapacitet kommer til at ligge mellem 2500 og 4000 MW - svarende til produktionen fra to akraftværker.
På et 450 kvadratkilometer stort område skal der rejses 1101 vindmøller med effekter fra 2,3 til 7,5 MW per styk afhængig af teknologi og placering i terrænet.
Fuldt udbygget vil vindmølleparken kunne producere op til 12 TWh om året, hvilket svarer til produktionen fra de to a-kraftværker Ringhals 1 og 2.
- Det er uden tvivl det største vindenergiprojekt i Sverige. Når det realiseres vil produktionen dække elektricitetsbehovet i 2 mio. svenske hjem, siger miljøminister Andreas Carlgren i en pressemeddelelse. Forudsat at der ikke anvendes elektricitet til opvarmning, tilføjer han.
Etableringen af vindmølleparken kommer til at betyde meget for lokalområdet. Tyske Eneron, der skal levere vindmøllerne, vil, hvis projektet realiseres, bygge en helt ny fabrik i kommunen. På fabrikken vil man fremstille vindmølle-tårnene til de 1101 vindmøller.