Sønderjysk fjernvarmeværk skifter kul ud med energipil
En nydannet leverandørforening vil plante 2.500-5.000 ha sønderjysk landbrugsjord til med energipil og poppel. Til gengæld kan Åbenrå-Rødekro Fjernvarme så skifte kullet ud med grøn energi.
Og det er denne fremtid, de sønderjyske landmænd agter at være en del af.
Syddansk Energipil er en af de første leverandørforeninger af sin art i Danmark, hvor landmænd går sammen om at sikre et område varme ved hjælp energipil og/eller poppel. Foreningen er startet på initiativ af landboforeningen LHN i Tinglev, som har haft kontakt med Åbenrå-Rødekro fjernvarme samt Hjordkær fjernvarme for at høre, om værkernes planer for fremtiden.
PR-arbejdet i gang
- Varmeværkernes behov for bioenergi svarer til, at der skal tilplantes mellem 2.500-5.000 hektar jord med energipil alt afhængig af udbytte og tørstof, oplyser direktør Tage Hansen, LHN. Derfor skal leverandørforeningen nu i gang med et større hverve-arbejde for at tiltrække interesserede landmænd. Et PR-arbejde, som de tre landboforeninger, LHN, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening, overfor Åbenrå-Rødekro Fjernvarmeværk har erklæret, de er rede til at være en del af. Det er der flere årsager til.
-Vi skal simpelthen have Sønderjylland op i 1. division, når det gælder om at levere grøn energi, forklarer Tage Hansen, - og det skal være med landbruget som spydspids.
-Vi har jorden, der er en nødvendig ressource i det her. Med den politiske fokus, der omsider er kommet på bioenergi, kombineret med folks interesse for de bæredygtige energiformer, tror vi på, der er en fremtid for landbruget i både at levere fødevarer og varme til danskerne. Desuden er det vores opgave som landbrugsforeninger at pege på nye produktions- og indtjeningsmuligheder for landmændene, fastslår han.
Syddansk Energipil får en bestyrelse på ni personer, valgt blandt foreningens medlemmer og ligelig fordelt blandt kunder i de tre landboforeninger. LHN varetager sekretariatsfunktionen for den nystartede forening.