Det lysner for Vestas og Siemens i USA
Begge vindmølleproducenter oplever stigende efterspørgsel på det nordamerikanske marked.
- Vi er optimistiske i forhold til efterspørgslen i 2010, men jeg kan hverken be- eller afkræfte ordrer endnu, udtaler Vestas’ kommunikationsansvarlige i USA, Andrew W. Longeteig, til Børsen.
Fuld kapacitet fra 2011
Endnu mere optimistisk er man hos konkurrenten Siemens. Her forklarer administrerende direktør for det amerikanske marked, Jan Kjaersgaard, at man oplever god efterspørgsel, og at koncernens fabrikker er godt fyldt op.
Specielt Vestas har satset stor på opbygning af produktionskapaciteten i Colorado. Udover vingefabrikken i Windsor har man en tårnfabrik i Pueblo og en nacellefabrik i Brighton. Sidst men ikke mindst er endnu en vingefabrik under opførelse i Brighton.
Vestas forventer, at alle fire fabrikker vil være i fuld drift i løbet af 2011.