Dansk Energi er klar med grøn bilskat
Dansk Energi har udviklet et grønt skatteudspil, der for alvor knækker kurven for bilernes stigende udledning af CO2 og skaber tryghed for bilejerne uden, at det bliver dyrere for statskassen.
- Vi kan med vores nye model løse energipolitikkens største udfordring: transportsektorens CO2-udslip, som der stadig ikke er nogen politiske løsninger på. Vi ser selvfølgelig elbilernes forlængede afgiftsfritagelse frem til 2015 som et skridt på vejen, men vi vil gerne se længere end 2015, så vi giver plads til de grønne biler på lang sigt, siger Frans Clemmesen, cheføkonom i Dansk Energi.
- Og vores beregninger viser, at bilparken kun bliver grøn, hvis beskatningen gør det muligt for elbiler og plug-in hybridbiler at konkurrere på lige vilkår med konventionelle benzinbiler, siger Frans Clemmesen.
Mindre CO2
Danmark er forpligtet til at skære 20 procent af CO2-udledningerne i de ikke-kvoteomfattede sektorer, som transporten er den del af, og vi halter efter det mål. Med Dansk Energis model kan vi skære 17,5 procent af vejtransportens CO2-udledninger.
Dansk Energis model bygger på bilbeskatningsudvalgets kommissorium, som et politisk flertal har besluttet at bygge en fremtidig, grøn bilbeskatning på. Kommissoriet stiler mod at halvere registreringsafgiften og indføre kørselsafgifter.
- Men vores analyse viser, at den model i sig selv kun gør en lille klimaforskel, fordi de dyre, benzinkrævende biler vil blive billigere og derfor mere attraktive for forbrugerne ved at halvere registreringsafgiften og indføre kørselsafgifter, siger Frans Clemmesen.
- En grøn omlægning af bilparken forudsætter, at både registreringsafgiften og kørselsafgiften belønner miljøvenlige og energieffektive biler. Det er samtidig en af måderne at sikre, at de miljøvenlige biler bliver til familien Danmarks bil, siger Frans Clemmesen.
Kørselsafgift
Dansk Energis model differentierer kørselsafgifterne, så man betaler lavere kørselsafgift for biler med lavt CO2-udslip og støj.
Samtidig flytter Dansk Energis model ’knækpunktet’ for registreringsafgiftens progression til 250.000 kr. frem for de nuværende 79.000 kr. I dag stiger registreringsafgiften til 180 procent for biler med en værdi over 79.000 kr., og selv med en halvering af registreringsafgiften vil det blokere for, at miljøvenlige biler kan konkurrere på lige vilkår, fordi de nye teknologier koster mere at anskaffe. Erfaringer viser, at anskaffelsesprisen spiller en afgørende rolle for valg af bil.