Millioner af kroner til danske forsøg med elbiler
Energistyrelsen har givet tilsagn om tilskud på knap 7 mio. kr. til i alt 19 elbilforsøgsprojekter.
Hovedparten af projekterne er såkaldte flådeprojekter, hvor der gennemføres praktiske forsøg med en eller flere elbiler.
Post og hjemmepleje
Modtagerne er en række kommuner, et antal elselskaber og nogle private virksomheder.
Se hvem der har fået tilsagn her . (Åbner som PDF).
Der indgår i alt 45 elbiler i projekterne, heraf 23 personbiler, 19 varebiler, 1 minibus og 2 lastbiler.
Mange forskellige slags projekter får tilskud: pendlerkørsel, delebilkørsel, kørsel af post og varer, teletaxi-kørsel, hjemmepleje, tilsyn og administration.
Intelligent ladning
I nogle af projekterne lægges der op til intelligent ladning med styring af opladningen efter elpriserne.
Elbilerne forsynes med en datalogger, som indsamler data vedrørende kørselsmønstre, batteristatus m.v.
På den måde opbygges der viden om elbilernes funktion, som vil blive gjort offentligt tilgængelig og dermed stå til rådighed for interesserede parter.
Flere uddelinger
I den første tilskudsrunde i 2009 blev der givet tilsagn til 17 projekter med i alt ca. 50 elbiler.
Efter uddelingerne i 1. og 2. runde er der yderligere 5 mio. kr. til uddeling i hvert af årene 2010, 2011 og 2012.
Det er endnu ikke besluttet, hvornår næste uddeling skal finde sted.