Haldor Topsoe-anlæg omdanner affaldstræ til syntetisk naturgas
Haldor Topsøe skal levere teknologien til verdens første anlæg til fremstilling af syntetisk naturgas af affaldstræ.
Fra gasificering til grøn naturgas
Anlægget, der skal stå færdigt i Göteborg i 2012, er det første anlæg i verden, hvor biomasse gasificeres, renses for tjære og metaniseres for herefter at ende som grøn naturgas, der kan distribueres via naturgasnettet.
Det er i forbindelse med gasificeringen og metaniseringen af biomassen, at Haldor Topsoes teknologier skal anvendes.
- Fremstillingen af naturgas af ren biomasse er fuldstændig i tråd med Haldor Topsoes indsats for at udvikle bæredygtige teknologier. Derfor er vi glade for at vores TREMP-teknologi kan anvendes i forbindelse med projektet, siger Troels Stummann, projektleder hos Haldor Topsoe.
Høj energieffektivitet
Anlægget vil, som nævnt, producere SNG af gasificeret træ. Naturgassen skal distribueres gennem det allerede eksisterende naturgas-net og levere en anselig mængde grøn energi til indbyggerne i Göteborg.
- Den varme, der udledes i forbindelse med fremstillingen, genvindes som damp og varmt vand. Det varme vand vil blive eksporteret som fjernvarmevand, hvilket betyder, at den samlede energieffektivitet bliver meget høj, siger projektchef Troels Stummann om sidegevinsten ved hele projektet.
Bag projektet står det svenske konsortium GoBiGas (Gothenburg Biomass Gasification) ejet af Göteborg Energi AB.