Elbiler i Kalundborg kommune i 2011
Borgerne i Kalundborg Kommune vil, som nogle af de første i Danmark, få let adgang til ladestandere til el-biler, efter at byen har indgået en aftale med Better Place.
Aftalen betyder, at Kalundborg Kommune bliver en af de første kommuner i landet, som får et offentligt netværk af ladestandere til elbiler fra Better Place.
Selve infrastrukturen leveres og finansieres af Better Place Denmark A/S, mens kommunen i samråd med Better Place får medbestemmelse over placeringen af ladestandere.
Opladning i det offentlige
Antallet af ladestandere vil give en dækning, så kommunens borgere vil have nem adgang til opladning i det offentlige rum, når masseproducerede elbiler forventes på markedet i anden halvdel af 2011.
- Kalundborg Kommune satser på at være i front på Klima- og Energiområdet, herunder at være en grøn industrikommune i vækst, og udbredning af elbiler til kommunens borgere vil understøtte denne klimasatsning, siger direktør for Teknik, Udvikling & Kultur, Claus Steen Madsen.
Kommunale elbiler
Aftalen med Better Place Denmark indeholder desuden en tilkendegivelse af, at kommunen vil undersøge mulighederne for at konvertere hele eller dele af kommunens flåde af biler til elbiler.
En udskiftning skal ske i overensstemmelse med de gældende regler for offentlige indkøb. Aftalen forpligter ikke Kalundborg Kommune til at købe elbiler.