23948sdkhjf

Danske virksomheder mistænkt for svindel med CO2-kvoter

I sidste uge ransagede politiet fem adresser i Danmark på grund af de tyske myndigheders mistanke om danske virksomheders svindel med salg af CO2-kvoter.
Det er de tyske myndigheder, der mistænker de danske virksomheder for at være involveret i omfattende svindel med CO2-kvoter. Derfor ransagede Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i sidste uge fem adresser i Danmark. Det skriver Jyllandsposten.

- Ud fra en anmodning fra tysk politi har vi ransaget fem steder. Det er ikke vores sag, men vi har assisteret tyskerne, bekræfter statsadvokat Jens Madsen overfor avisen.

Jens Madsen nægter at oplyse konkrete adresser på ransagningerne.

Ingen arrestationer i Danmark
Der er gennemført ransagninger i Finland, Norge, Belgien, Holland, Portugal, Tjekkiet, Cypern, Tyskland og Storbritannien, og der er i alt foretaget 25 arrestationer i henholdsvis Tyskland og Storbritannien.

Der er ikke foretaget nogen arrestationer i Danmark.

- Sagen har sit udspring i Tyskland. Som det ser ud nu, har vi ikke nogen egentlig dansk vinkel på sagen. Det er udelukkende vores kolleger i Tyskland, vi assisterer, siger Jens Madsen.

Skat og de danske energimyndigheder er opmærksomme på svindlen med CO2-kvoter og overvåger derfor disse aktiviteter inden for landets grænser.

Svindel for 40 mia. kr.
Virksomhederne køber CO2-kvoter uden at betale moms i købslandet, for derefter at sælge kvoterne videre i et andet land men tillagt moms. Differencen – momssatsen – ryger direkte ned i virksomhedens egen lomme.

På den måde har europæiske virksomheder i de seneste 18 måneder foretaget svindel med CO2-kvoter for omkring 40 mia. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094