Ukrainsk millionordre til TechNaero
Haslev-virksomheden TechNaero, der fremstiller avancerede luftrensningsfiltre, har sikret sig to store filterordrer til ukrainske kulkraftværker.
Filtrene skal tilsammen hver time rense 470.000 m3 luft for op til 23.000 kg fint kulstøv og skal derfor medvirke til en væsentlig forbedring af luftkvaliteten.
Sikret i hård konkurrence
Ordrerne, der med alle ydelser samlet er i størrelsesordenen 5 mio. kr., glæder direktør Anders Larsen, idet de er virksomhedens første store ordrer i Ukraine.
- Ordrerne er sikret i hård, international konkurrence med andre filterleverandører, men virksomheden har udviklet et meget stærkt koncept, tilpasset den globaliserede verden. Således bliver alle dele produceret der, hvor kompetencerne er størst.
Anders Larsen fortæller, at det fra første designstrøg har været meget vigtigt at tilpasse samtlige komponenter, så de meget nemt kan pakkes i almindelige containere og sendes til en hvilket som helst destination, hvor de derefter opsamles og så kan udgøre nogle meget store konstruktioner. Det betyder, at alle ståldele fremstilles og leveres gennem virksomhedens egen afdeling i Kina, medens alle nøglekomponenter, styringer, design og engineering leveres fra Danmark og det øvrige EU.