Rambøll storsatser på energi
Rambøll leder efter 450 nye medarbejdere, der skal være med til at løfte koncernens nye storsatsning på energi.
450 ansatte og tre-cifrede million-satsninger
Over tre år skal Rambøll gå fra 250 til 700 ansatte inden for energiområdet, hvilket er en tredobling af selskabets aktiviteter sammenlignet med i dag. Ekspansionen skal blandt andet komme via opkøb.
- Der er globalt et grundlag for, at vi kan opnå en meget stor vækst. Det vurderer vi, og derfor indleder vi denne satsning, siger Thomas Rand, direktør for Rambølls energidivision til dagbladet og tilføjer:
- Vi har et stærkt kapitalberedskab, så vi kan foretage de nødvendige opkøb.
Flere virksomheder på flere markeder
Rambøll har i øjeblikket kig på flere virksomheder på flere markeder i størrelsen 100 medarbejdere og op og har nogle hundrede millioner kroner til ekspansionen.
Omfanget for Rambølls satsning, målt i omsætning, vil være op imod 700 mio. kr., når satsningen er fuldt ud gennemført i 2012. Rambøll anslår, at hver af de ansatte rådgivere vil levere en omsætning på 1 mio. kr. årligt.