Ny energiuddannelse får hjælp til at blive kendt
200.000 kr. skal udbrede kendskabet til Aalborg Universitets nye energiuddannelse i Esbjerg, der har fokus på offshore-energisystemer, olie- og gasudvinding, vindmøller, biomasse og biogas.
Bidraget er øremærket til at informere vidt og bredt om den nye energi-uddannelse, som skal uddanne kandidater til den sydvestjyske industris fokusområder inden for offshore-energisystemer, olie- og gasudvinding, vindmøller, biomasse og biogas.
- Aalborg Universitets store satsning på at starte energiuddannelsen sker på baggrund af Esbjergs og regionens ønske om at være vækstcentrum på energiområdet. Jeg er glad for at konstatere, at der virkelig sker noget uddannelsesmæssigt i vores område, sagde borgmester Johnny Søtrup i forbindelse med afsløringen af dette års modtagere af fondsstøtte ved en reception på Esbjerg Rådhus.
Job-løfter til de unge
Universitetets campusleder i Esbjerg, lektor Anders Schmidt Kristensen, er jublende glad for tilskuddet, som både vil gavne den konkrete uddannelse og være med til at profilere Esbjerg som uddannelsesby.
- Støtten gør os i stand til at gå ud med markant information om nye muligheder på uddannelses- og forskningsområder, som bliver en vigtig fødekæde til industrien og byen i fremtiden. Jeg håber, at det vil skabe opmærksomhed blandt unge mennesker i regionen. Ikke bare om uddannelsesmulighederne men også om jobmulighederne inden for energi og offshore her i Esbjerg nu og i fremtiden. Uddannelserne er her, og jobbene er her, siger Anders Schmidt Kristensen.
Den nye energi-uddannelse ruster de studerende til at gøre karriere i en branche, hvor eksisterende ressourcer som olie, kul og gas løbende bliver erstattet af alternative energikilder som vind, sol og biobrændsler. Uddannelsen tager afsæt i aktuel forskning i alternative og miljøvenlige energikilder, og den lover derfor også de studerende et indblik i nogle af de nyeste teknologier, som stadig er i udviklingsfasen.