Innovative løsninger til måling og aflæsning af energiforbrug
Kamstrup har specialiseret sig i ultralydsbaserede energimålere til fjernvarme og fjernkøling og står bag de verdenskendte varemærker Multical og Ultraflow.
Siden 1991 er ultralydsprincippet blevet videreudviklet og raffineret, så Kamstrups målere i dag har ry for at være de mest nøjagtige og langtidsstabile. Ultralydsmåleren er en statisk måler uden bevægelige dele og dermed uden slitage.
Muligheder for fjernaflæsning
Den moderne energimåler er en multifunktionsmåler, som ikke blot leverer data til afregning, men også til analyse af forsyningsnettet.
Fjernaflæsning sikrer alle informationer til tiden og uden at involvere forbrugerne i aflæsningen.
Den automatiske fjernaflæsning via et radionetværk er meget anvendt på fjernvarmeværker, hvor lækageovervågning og registrering af dårlig afkøling giver gode muligheder for at optimere forsyningen og levere ekstra ydelser til forbrugerne.
Andre kendte aflæsningsformer er det mobile radionetværk (kendt i Odense som ”skraldebilsmodellen”); og senest aflæsning med en simpel USB-nøgle (USB Meter Reader) – en løsning som også dækker et stort behov hos vandværker og boligforeninger for hurtig og enkel aflæsning uden at skulle forstyrre forbrugerne.
På grund af den samme radiobaserede teknologi er det let at opgradere fra håndholdt til automatisk aflæsning.
Multical 402
Den seneste energimåler er den kombinerede køle- og varmemåler Multical 402, som trækker på alle erfaringerne fra tidligere produkter. Den forener det bedste inden for flowmåling og fjernaflæsning, og udmærker sig ved en høj grad af brugervenlighed.
Multical 402 er en videreudvikling af Multical 401 – en velkendt måler, der i en lang periode har været blandt markedets mest benyttede energimålere til boliger og let industri.
Multical 402 er kompakt, vedligeholdelsesfri og nem at installere. Den kan anvendes til varmemåling, kølemåling og kombineret varme-/kølemåling på alle vandbaserede anlæg og fås med integreret flowdel i størrelsen qp 0,6 m3/h op til 15 m3/h.
På det store letlæselige display kan aflæses både aktuelle, opsummerede og skæringsdagsværdier. Og med ekstra pulsudgange for energi og volumen er det nemt at tilslutte Multical 402 til forskellige former for bygningsautomatik.
Regneværkets batteri holder målerens fulde levetid uden behov for udskiftning.
Trådløs måleraflæsning
Multical 402 har også udvidede muligheder for aflæsning. Ud over kabelført M-Bus kan måleren nu aflæses via trådløs M-Bus – 1-vejs radiokommunikation med åben protokol. Hertil lancerer Kamstrup Wireless M-Bus Reader, en håndholdt aflæsningsenhed, der automatisk henter måledata, når den er i fysisk nærhed af måleren.
Derudover kan måleren aflæses med andre håndholdte aflæsningsprodukter som USB Meter Reader eller håndterminal. Og endelig kan den indgå i et automatisk fjernaflæsningssystem, hvor måledata automatisk bliver overført til forsyningsværkets centrale system.
Carbon Footprint
Multical 402 er, som den første måler fra Kamstrup, udstyret med en Carbon Footprint-rapport. Det betyder, at målerens miljøpåvirkning kan dokumenteres i hver af dens faser fra vugge til grav over hele sit lange livsforløb. Carbon Footprint er et begreb, der dækker over et produkts CO2-udledning – set over produktets levetid. Med andre ord: det klimamæssige CO2-aftryk som sættes, fra produktet bliver produceret til det bliver bortskaffet.