Færch Plast tilbyder naboer gratis varme
Færch Plast udnytter med succes spildvarme og tilbyder nu andre firmaer gratis, klimavenlig energi.
Plastfabrikken har allerede selv i nogle måneder udnyttet spildvarmen på et nyt storlager, og det har været med så stor gevinst, at chancen nu kommer til naboerne. De skal bare selv investere i varmepumpe og andet udstyr hos dem selv.
Ny varmepumpeteknik udnytter energien
På Færch Plast arbejder plastmaskiner og andet udstyr ved høj temperatur og skal afkøles. Det sker ved hjælp af grundvand, men virksomheden må ikke pumpe det opvarmede grundvand tilbage til undergrunden - det skal først afkøles.
Her kommer ny varmepumpeteknik ind i billedet, så energien udnyttes til opvarmning. Den teknik tog virksomheden i brug på sit eget lager i februar i år, og derved er omkostningen til opvarmning mere end halveret.
Lageret hos Færch Plast er på ikke mindre end 11.000 kvadratmeter. Det har hidtil slugt 80.000 kubikmeter naturgas om året. Med genbruget af spildvarme opnås der en nedgang i CO2-udledningen på næsten 60 %.
Tilbud til ElefantRiste, Sawo og den nye arena
Færch Plast kan selv kun udnytte omkring 20 % af spildvarmen. Derfor har i første omgang to nabovirksomheder, ElefantRiste og Sawo, fået tilbud om at blive koblet på kølevandsrøret fra produktionen fra Færch Plast.
Spildvarmen kan opvarme det meste af erhvervsområdet ved Færch Plast, der i dag forsynes med naturgas. Tilbuddet er også givet til Holstebros nye arena.