23948sdkhjf

Concito: Danmark er ikke på klimasporet

Danmark er ikke på rette kurs med klimaet. Det fremgår af den største uafhængige analyse, der er foretaget af den nuværende danske klimapolitik: Concito’s Annual Climate Outlook of Denmark.
Ifølge den 180 sider lange analyse kan Danmark især takke den økonomiske krise for, at man når sine Kyotomål i 2012. Det haster med at få vedtaget nye politikker, hvis man skal nå EU’s mål for 2013-2020, og helt galt ser det ud i forhold til de langsigtede målsætninger om 80-95% CO2-reduktion i 2050, skriver Concito på sin hjemmeside.

Skidt for klimaet og dansk erhvervsliv
- Det er skidt for klimaet, men det er også skidt for dansk erhvervsliv og dansk økonomi. Der er store summer at spare på både energibesparelser og en mere effektiv transportsektor og landbrugssektor. Danmark har alt at vinde ved at være i front på de grønne markeder, der udvikler sig netop nu, siger Martin Lidegaard, Concitos formand.

Pænt med men hurtig handling nødvendig
Ifølge rapporten er Danmark pænt med, når det handler om udbygning af vedvarende energi i de næste år, men også her kan vi få en slem overraskelse, hvis biomassen stiger i pris som effekt af en markant stigende efterspørgsel. De største problemer ligger dog inden for transport, landbrug og energieffektivitet i husholdninger og små og mellemstore virksomheder. Her er det ikke lykkedes at skabe det nødvendige gennembrud, og der er mangel på samlede strategier.

- Concito’s rapport understreger behovet for hurtig handling, når Klimakommissionen har barslet i september. Et grønt vindersamfund kræver en grøn strategi, der dækker hele samfundet og involverer alle aktører. Den gode nyhed er, at både erhvervsliv og civilsamfund er klar og efterlyser sådan en strategi. Klimaet kan vendes til en vindersag, hvis vi handler i tide, siger Martin Lidegaard.

Om The Annual Climate Outlook of Denmark
The Annual Climate Outlook of Denmark er baseret på en ny klimamodel, CONGAS, der er udviklet af Concito. CONGAS bygger på de eksisterende fremskrivninger fra Energistyrelsen, De Økonomiske Råd og Danmarks Miljøundersøgelser samt egne analyser af 40 indikatorer med betydning for drivhusgasudledningen fra Danmark.

Rapporten inddrager samtidig de ti vigtigste langsigtede visioner for Danmark, der er lavet af så forskellige aktører som Ingeniørforeningen, Greenpeace og Dansk Energi. Dermed søger rapporten at give et samlet overblik over den eksisterende viden på området netop nu. Torsdag den 27. maj vil CONCITO’s medlemmer og en række eksterne gæster mødes for at udvikle anbefalinger til et lovkatalog for 2010-11 på baggrund af rapporten.

Rapporten vil fremover udkomme en gang om året.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078