Dongs rygte intakt trods massive CO2-udledninger
I følge Reputation Institute er det lykkedes Dong Energy - trods det faktum at man står for en trediedel af Danmarks CO2-udledning - at bevare sit gode navn og rygte.
Henrik Strøier, adm.direktør, Reputation Institute, kalder Dong et iøjnefaldende tilfælde.
- Det er ret bemærkelsesværdigt, at de har fastholdt deres position,for kigger man ud i verden har de store energiselskaber virkelig problemer med omdømmet. Men Dong har virkelig gjort noget ud af at fortælle om, hvad de gør for at imødekomme de klimaproblemer der er,og det har de fået credit for, siger Henrik Strøier til dagbladet Børsen.
Bevidst kommunikationsstrategi sikrer godt omdømme
Kommunikationschef Louise Münter hos Dong fortæller, at man har brugt mange ressourcer på at åbne sig for omverdenen og på at blive bedre til at kommunikere med forbrugerne.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vores kommunikation kom lidt skidt fra start med nogle sager. De fleste husker Københavner-abonnementssagen i 2006, hvor Dong Energy overtog elforsyningen i Københavns Kommune fra Københavns Energi(Kritikpunktet gik på, at man nu skulle betale for forbrug og en samlet forbrugs- og målerlejeudgift, der fik den årlige målerafgift til at stige fra 130 kr. til 800 kr., hvor udgifter før var lagt oveni kilowatt-prisen og man betalte målerleje ved siden af), hvor vi helt klart ikke var gode nok til at forklare, hvorfor vi gjorde som vi gjorde. Det har vi jo lært af. Vi har haft stor fokus de sidste år på at erkende, at vi er en kompliceret forretning og derfor har vi også selv et ansvar for at være bedre til at kommunikere udadtil, siger Louise Münter og fortsætter:
- Vi har lavet forskellige tiltag, hvor vi har styrket vores kundekommunikation og har haft nogle reklamekampagner, der skal fortælle, hvad vi laver. Vi er jo en stor forretning, der laver alt fra efterforskning og produktion af olie til kraftværker og kundesalg. Så det er vi mere fokuseret på nu end førhen. Verden er blevet mere global og det stiller større krav til os.