23948sdkhjf

Biologisk rensemetode rykker ind hos Herning Vand

Metoden skal komme medicin- og kemikalierester til livs.

Medicin og kemikalie-rester i vores spildevand udgør i stadig stigende grad et problem i vandløb og åer herhjemme.

Det har fået et konsortium bestående af Herning Vand, Teknologisk Institut, DTU, Krüger, Aarhus Universitetshospital, Hillerød Forsyning og DNV Gødstrup til at udvikle og teste en biologisk metode til rensning af spildevandet for genstridige medicinrester.

Indtil videre er metoden testet i containerskala, hvor der er opnået imponerende resultater.

Det fortæller adm. direktør Niels Møller Jensen hos Herning Vand.

- Vi har i containertesten udviklet på metoden og isoleret en hidtil ukendt bakteriestamme – det har Krüger så siden hen taget patent på. Det må da siges, at være ret imponerende, siger Niels Møller Jensen.

Ved kilden eller centralt
Konsortiets første projekt Mermiss havde til formål at undersøge, hvor det har miljømæssig størst effekt at rense spildevandet for medicinrester ved kilden eller på det centrale renseanlæg. Konklusionen på den problemstilling blev: På renseanlægget.

Derfor er næste etape af projektet, der går under navnet Mereff, rykket ud af containeren og ind hos Herning Vand.

Her gennemføres nu et projekt, der består af to dele:

Test og videreudvikling af den biologiske rensemetode til fjernelse af medicinrester i spildevand. Og kortlægning af omfanget af problematiske lægemidler i almindeligt spildevand, der kan danne grundlag for ny EU-lovgivning på området og fælles retningslinjer på tværs af EU-landene.

Designgrundlag
Konsortiet har netop modtaget 3,6 mio. kr. fra MUDP, Miljøstyrelsens Miljøteknisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, og med et budget på otte millioner kroner er man nu klar til at teste i langt større skala end tidligere for at kunne validere resultaterne fra Mermiss.

- Vi skal teste metoden, og det gør vi ved at bygge nogle tanke til en biologisk efterpolering. Vi sætter simpelthen et biologisk trin ind efter den rensning, man foretager i dag, fortæller Niels Møller Jensen.

I forbindelse med projektet bliver der installeret tre tanke på hver fem kubikmeter hos Herning Vand, men det er langt fra fuldskala.

- Fuldskala-anlæg vil være et anlæg, der kan håndtere den samlede spildevandsbeholdning hos Herning Vand, men der er vi ikke endnu. Det her projekt skal udgøre designgrundlaget for et større projekt, siger Niels Møller Jensen.

Sikrer fremtidens drikkevand
96 procent af de medicinrester, der i dag er i det danske spildevand, stammer fra de danske hjem, mens de resterende seks procent udledes fra hospitalerne.

Andelen af medicinrester skal altså reduceres, men at tro, at man kan fjerne alle medicinrester og bakterier fra spildevandet er nok at tage munden for fuld.

- Der findes over 600 forskellige stoffer og DHI har udarbejdet en liste med 33+3 repræsentative stoffer. Før- og efterværdierne vil variere, fortæller Niels Møller Jensen.

Men med Mermiss og Mereff og den noget større søster fuldskala er man kommet et godt skridt hen ad vejen.  

 

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.865