Dong og Bladt i vindmøllefundament-samarbejde
Dong Energy og Bladt Industries har tirsdag efter EU-udbud underskrevet en rammeaftale om et langsigtet samarbejde om fremstilling af fundamenter til Dong’s fremtidige havmølleparker i Nordeuropa.
Aftalen giver Dong Energy mulighed for at købe op til 600 fundamenter hos Bladt Industries. Fundamenterne i rammeaftalen forventes produceret på Bladts fabrik i Aalborg, og aftalen giver også Dong indflydelse på valg af stålleverandører.
Samarbejder også om udvikling
I takt med at havmølleprojekter opføres på stadig dybere vand, bliver behovet for at tænke nyt inden for design og konstruktion af fundamenter stadig større.
Derfor vil partnerne også samarbejde om design af fundamenter og se på, hvordan fremstillingen af fundamenterne kan optimeres.
Bladt Industries har tidligere leveret fundamenter til Dong Energy's havmøllepark Horns Rev 2, leverer i øjeblikket fundamenter til London Array havmølleparken og skal næste år levere til Anholt Havmøllepark.