23948sdkhjf

Aalborg vil lave grønt testcenter

En ny aftale med Aalborg Havn betyder, at Aalborg Forsyning har sikret sig rådighed over et areal ved Nordjyllandsværket. Det skal efter planen rumme et nationalt testcenter for fremtidens løsninger på vand- og energiområdet. Det skriver Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse.

Allerede i forbindelse med daværende energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts besøg i Aalborg tidligere på foråret, præsenterede en bred koalition buddet på, hvorfor netop Aalborg skal være hjemsted for et nationalt grønt testcenter. Koalitionen består af flere vigtige aktører fra byen, herunder Aalborg Havn, Aalborg Universitet, Aalborg Forsyning og House of Energy.

Selvom regeringsmagten nu er skiftet, har det ikke ændret på Aalborgs ambitioner om at huse testcentret - tværtimod:

- I Aalborg Kommune tænker vi allerede i dag i grønne løsninger, og at have fokus på bæredygtighed har i mange år været en fast del af Aalborgs DNA. Alene det giver os en solid platform at bygge et sådant testcenter på. Læg dertil, at Aalborg Universitet og erhvervslivet står klar i kulissen til at indlede et tæt samarbejde med Aalborg Kommune og Aalborg Forsyning om at skabe fremtidens løsninger på vand- og energiområdet. Netop derfor mener jeg, at Aalborg er en helt oplagt placering til et nyt nationalt grønt testcenter, som med den nye regerings ambitiøse klimamål formodentlig er kommet et skridt nærmere en realisering, siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

- Området omkring Nordjyllandsværket er en oplagt placering, da vi allerede har den nødvendige infrastruktur på plads i forhold til energiområdet. Samtidig involverer planerne for omstillingen af Nordjyllandsværket allerede i dag implementeringen af en kombination af en række nye energiformer, som for eksempel sol- og vindenergi, overskudsvarme, geotermi og varmepumper, siger Lasse P.N. Olsen, bestyrelsesformand for Aalborg Forsynings energidivision.

Én indgang til hele energiområdet
Han suppleres af Lasse Frimand Jensen, bestyrelsesformand i vanddivisionen i Aalborg Forsyning:

- Derudover har vi også iværksat planer om at samle alle grene af forsyningsvirksomhederne i administrationsbygningerne ved Nordjyllandsværket. På den måde har vi i fremtiden den megen ekspertise og specialiserede viden i vores medarbejderstab samlet ét sted, så de optimale muligheder for samarbejde, synergier, videndeling og effektivisering på tværs af vores store organisation er til stede. Samtidig vil der være én indgang til hele energi-, vand- og klimaområdet, siger han.

Lasse P.N. Olsen fremhæver derudover, at ejerskabet samtidig sikrer Aalborg Forsyning råderetten over hele arealet i forbindelse med Nordjyllandsværket og dermed frie hænder til at foretage de nødvendige investeringer i fremtidens fjernvarmeforsyning.

Planer om erhvervshavn overhalet indenom
Aalborg Forsyning købte med virkning fra 1. januar 2016 Nordjyllandsværket af Vattenfall, mens Aalborg Havn samtidig erhvervede havnefaciliteterne på cirka en million kvadratmeter, herunder kajarealer, administrationsbygning, ejendomme, kraner, tankanlæg, en vindmølle med videre. Dette blev gjort med henblik på at omdanne området til en erhvervshavn, når det gamle kulkraftværk efter planen skulle være udfaset i 2028.

Planerne om en erhvervshavn på nordsiden af Limfjorden er i mellemtiden blevet overhalet indenom af de fælles visioner om at tiltrække et nationalt grønt testcenter til byen, og administrerende direktør Claus Holstein fra Aalborg Havn er overbevist om, at området og byen herigennem tilføres en stor værdi:

- I Aalborg Havn har vi i tæt samarbejde med de øvrige aktører i byen i en længere periode arbejdet med at facilitere processen med at tiltrække et nationalt grønt testcenter til Aalborg. Vi har engageret os i projektet, da vi ser et meget stort potentiale i fortsat at være helt i front på den bæredygtige dagsorden og ikke mindst at tiltrække endnu flere grønne virksomheder og jobs i byen. Ikke mindst derfor har det været et naturligt skridt for os at afhænde vores arealer ved Nordjyllandsværket som led i den strategiske plan for at gøre Aalborg til et grønt testcenter, siger han, og fortsætter:

- Vi vil naturligvis fortsætte vores udviklingsplaner for Aalborg på den sydlige side af fjorden, hvor vi har store udviklingsplaner. Vi er eksempelvis i fuld gang med byggemodning af et areal på cirka 110.000 kvadratmeter mellem Tranholmvej og Rørdalsvej, som også skal tænkes ind i det grønne testcenter.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156