Vismand: Mange møller skader klimaet
Overvismand advarer nu mod en markant satsning på vindmøller. Det vil skade klimaet på grund af EU's kvotesystem.
Regeringens politik om at lade vindmøller levere mindst halvdelen af den danske elproduktion i 2020 vil koste langt over 40 mia. kr., men på sigt kommer det til at koste klimaet endnu mere.
Ingen positiv klima-effekt
- I takt med at Danmark opstiller flere og flere vindmøller, vil de danske kraftværkers brug af EU’s CO2-kvoter falde. Dermed vil priserne falde på disse kvoter, og resultatet bliver dermed, at vindmøllesatsningen vil gøre det billigere for andre EU-lande at udlede CO2 og dermed at afbrænde eksempelvis kul i kraftværkerne. Derfor er der ingen positiv klimaeffekt, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og tilføjer:
- Er priserne på kvoter høje, vil energiselskaberne blive animeret til at foretage en omstilling mod vedvarende energi. Men falder priserne, kan det bedst betale sig at fortsætte afbrændingen af fossile brændsler, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Opkøb CO2-kvoter en bedre løsning
Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er meget positiv overfor kvotesystemet og han peger på, at de mange vindmølle-milliarder ville blive bedre brugt, hvis man, i stedet for opsætning af massevis af vindmøller, opkøbte CO2-kvoter og destruerede dem.
Overvismanden understreger over for Børsen, at der er mere fornuft i de dele af regeringens energipakke, der sigter mod at nedbringe udledningen drivhusgasser uden for kvotesektoren - såsom tilskud til energibesparelser og biogas.
Om kvoterne
EUs CO2-kvote system gør sig gældende for de største CO2-udledere, kraftværker samt meget store virksomheder.
De udstedte kvoter lægger loft over, hvor meget CO2 den samlede kvotesektor må udlede.
De fleste CO2-kvoter udstedes gratis, men ønsker en virksomhed eller et kraftværk at udstede mere CO2, end man har kvoter til, så skal der købes en ny kvote pr. ton CO2, man ønsker at udlede.