23948sdkhjf

NRGi kommer flot ud af første kvartal

Det første kvartalsregnskab for 2012 får administrerende direktør i NRGi, Søren Sørensen, til at håbe, at energiselskabet er ved at bevæge sig ud af krisens skygge.
Med et kvartalsresultat på 97,5 mio. kr. ser det ud til at være nye og bedre tider for energiselskabet NRGi, der i samme periode sidste år kunne registrere et minus på 27,2 mio. kr.

Omsætningen er i første kvartal steget med 68,5 millioner kroner sammenlignet med tilsvarende periode sidste år, det er en stigning på 13 procent. I samme periode er EBITDA steget fra 66,0 mio. kr. til 68,6 mio. kr.

Første kvartal viser en opadgående tendens for NRGi på både omsætning og driften, og resultatet på 97,5 mio. kr. er påvirket af afkastet fra finansielle investeringer på 85,9 mio. kr. Det globale aktiemandat har i første kvartal givet et afkast på i alt 70,4 mio. kr., og aktierne er frasolgt med fokus på at kunne realisere årets budget på 78 mio. kr. i et ellers nervøst marked.

- Første kvartal viser samlet set en positiv udvikling i vores omsætning og driftsresultat. Vi har en markant øget aktivitet i divisionerne Rådgivning og Installation. Vi glæder os over, at også forbrugstillidsindikatoren i april 2012 for fjerde måned i træk er steget, og den befinder sig nu omkring nul. Dette vækker en forhåbning om, at vi måske er ved at bevæge os ud af krisens skygge, siger Søren Sørensen, administrerende direktør i NRGi.

- Aktiviteten i Installationsdivisionen er stigende og er oppe på niveauet fra 2009. Sammenlignet med sidste år er aktiviteten steget med 20 procent. I Rådgivningsdivisionen glæder vi os over, at afdelingen for bygherrerådgivning har vist sig at leve op til forventningerne, tilføjer direktøren.

Klar til nye opgaver
Den indgåede politiske energiaftale har som hovedoverskrifter ”et energieffektivt samfund med mindre energispild” og ”en grøn og bæredygtig energiforsyning baseret på vedvarende energi.” NRGi glæder sig til at tage fat på de opgaver aftalen lægger op til.

- Elsektoren er omdrejningspunktet i aftalen, hvor der stilles betydelige øgede krav til energispareindsatsen, elektrificeringen og smart grid. Det er alt sammen noget, der bidrager til et bedre miljø, og det giver mange muligheder for NRGi. Jeg ser frem til, at NRGi tager fat på de mange opgaver, som det indgåede energiforlig giver, siger NRGi’s formand, Søren Egge Rasmussen, der ligesom direktøren glæder sig over den generelle positive udvikling i energiselskabet.

Læs mere om: NRGi
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125