23948sdkhjf

Fire nye geotermianlæg kan være på vej

Klima-, Energi- og Bygningsminister, Martin Lidegaard, har netop givet tilladelse til, at Hjørring, Struer, Givskud og Farum går i gang med at etablere jordvarmeværker.
I en orientering til Klima-, Energi- og Bygningsudvalget skriver ministeren, at han vil give både Givskud Zoo, Struer Forsyning Fjernvarme A/S, Hjørring Varmeforsyning og Farum Fjernvarme A.m.b.a. tilladelse til at lave efterforskningsboringer og udvinde varme fra undergrunden. Det skriver Ingeniøren.

Dermed kan fire nye geotermiprojekter være på vej – for selvom tilladelsen er givet er det ikke ensbetydende med at anlæggene bliver til noget, da det er de lokale kommuner, der i sidste ende skal sig ja til projekterne og vurdere om projekterne økonomisk set hænger sammen.

En risikabel og dyr affære
At bore efter geotermisk varme er en bekostelig affære, der ikke giver nogen garanti for afkast. Det ultimative skrækeksempel på dansk jord er en boring som Dong – der dengang hed Dansk Olie og Naturgas – lavede ved Aars i starten af 1980’erne.

- Aars er katastrofebrønden, som alle gerne vil glemme. Boringen tog 330 dage, og man fandt ikke noget, man kunne bruge, siger Lars Andersen, der er direktør for Ross Engineering, til Ingeniøren.

I årene 1978 til 1982 borede Dong ifølge Ingeniøren tre steder i landet, men kun et enkelt sted – Thisted – kom nogensinde i produktion.

Men helt så langt tilbage som til firserne skal man nu ikke for at finde eksempler på geotermiske projekter, der ikke er gået efter planen.

Det igangværende geotermiske projekt i Kvols ved Viborg er et højaktuelt eksempel på, at et jordvarmeeventyr kan løbe løbsk. Her er budgettet indtil videre sprængt med 100 millioner kroner, på grund af problemer i forbindelse med boringen, og der er ingen garanti for at opnå det ønskede afkast af geotermisk varme.

Kun to eksisterende anlæg
Der findes i dag kun to geotermianlæg, der er i drift – et i Thisted og et i København. Men der er ifølge Ingeniøren, udover de seneste fire tilladelser, givet tilladelse til efterforskning og indvinding i Sønderborg, Skive, Tønder, Aabenraa-Rødekro, Viborg og Rønne.

Det projekt, der er længst fremme er i Sønderborg, hvor man efter at have kæmpet gevaldigt med at finde gode vandførende lag nu er i gang med at bygge overfladeanlægget.

Selvom der er stor interesse for geotermi har Energistyrelsen valgt at aflyse den næste
ansøgningsrunde, der skulle have fundet sted til september. Styrelsen er nemlig i gang med at lave en strategisk miljøvurdering af geotermi, som tidligst bliver klar til foråret. Derfor kan man først ansøge om nye tilladelser i februar næste år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125