Seas-Nve opfører nyt kraftvarmeværk i Sorø
Værket fyres med lokalproduceret flis, er langt mere effektivt end hidtidige modeller og kan forsyne op til 90 procent af det nuværende kundegrundlag med fjernvarme.
Det nye kraftvarmeværk kommer til at producere både el og fjernvarme, og et nyt ovn-design til biomasseforbrænding giver langt færre emissioner og højere effektivitet end de hidtil kendte biomasseanlæg.
- Seas-Nve vil gerne gå forrest og tage ansvar for et bedre miljø. Derfor er vi også glade for at være med til at opføre det nye kraftvarmeværk i Sorø, der bliver et af Danmarks grønneste. Sorø-værket er helt i tråd med den grønne omstilling til mere vedvarende energi i elnettet, som Seas-Nve er i gang med, forklarer net- og entreprisedirektør i Seas-Nve, Peter H.W. Iversen.
Tilbagebetalingstid på fem år
Også hos Dall Energy ser man frem til at tage det nye kraftvarmeværk i brug.
- Vi har store forventninger til det nye værk i Sorø, på grund af de store miljø- og driftsfordele. På værket tager vi en række nye teknologier i brug, som vi har udviklet gennem de sidste tre-fire år, så Sorø-ovnen vil have en række forbedrede egenskaber, fx endnu lavere NOx, siger Jens Dall Bentzsen, direktør for Dall Energy.
Det nye kraftvarmeværk ventes at løbe op i ca. 70 mio. kr. og støttes med 9 mio. kr. af Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). De resterende 61 mio. kr. finansieres over varmeregningen, og tilbagebetalingstiden ventes at blive fem år. Byggeriet ventes både påbegyndt og afsluttet i 2013.