23948sdkhjf

Ukrainsk atomchef ønsker militærfri zone ved udsat kraftværk

FN har tidligere advaret om en potentiel katastrofe ved det store atomkraftværk i ukrainske Zaporizjzja

Der bør oprettes en militærfri zone ved atomkraftværket i Zaporizjzja.

Sådan lyder opfordringen mandag fra Petro Kotin, der står i spidsen Ukraines statslige atomkraftselskab Energoatom.

Den ukrainske atomchef vil desuden have et hold af fredsbevarende styrker indsat ved anlægget for at undgå potentielt alvorlige ulykker.

Petro Kotin frygter blandt andet, at beholdere med atomaffald bliver ramt.

- Hvis én beholder med atomaffald ødelægges, så vil der opstå en lokal ulykke ved anlægget og det nærmeste område, siger han og fortsætter:

- Hvis der er tale om to eller tre beholdere, så vil det være meget mere omfattende. Det er umuligt at opgøre sådan en katastrofes skala.

Atomkraftværket i Zaporizjzja er det største af sin slags i Europa. Det ligger i det sydlige Ukraine, hvor Rusland har kontrollen.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), der er FN's atomvagthund, slog lørdag alarm om en mulig katastrofe ved anlægget. Det skete efter bombardementer, som Ukraine og Rusland beskylder hinanden for at stå bag.

- Jeg er ekstremt bekymret efter gårsdagens bombardementer ved Europas største atomkraftværk, sagde FN-agenturets chef, Rafael Grossi, lørdag.

- Der er en reel risiko for en atomkatastrofe, der kan true offentlighedens helbred og miljøet i Ukraine og andetsteds, lød det.

Den ukrainske atomchef kritiserer mandag IAEA for at have handlet for langsomt i forhold til at sikre kraftværket ved Zaporizjzja.

Han ser dog også fremskridt fra FN-agenturets side.

- Nu er der bevægelse i forhold til dets holdning, og vi håber, at situationen bliver overtaget af internationale organisationer, siger Petro Kotin.

Ifølge Kotin befinder der sig 500 russiske soldater og 50 forskellige slags tungt bevæbnet maskineri - herunder kampvogne - ved kraftværket.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078