23948sdkhjf

Fra nytår skal elproducenter betale tilslutningsbidrag

Fra 1. januar 2023 skal producenter af elektricitet som noget nyt betale et standardtilslutningsbidrag til det lokale elnetselskab. Standardtilslutningsbidraget skal dække omkostningerne ved etablering af de elanlæg, der skal kunne aftage den producerede elektricitet. Standardtilslutningsbidraget bliver geografisk differentieret afhængigt af, om et område er domineret af elproduktion, eller der primært er elforbrug i området.

Det skriver Green Power Denmark på sin hjemmeside.

De geografisk differentierede standardtilslutningsbidrag for produktionsanlæg bliver indført som følge af en politisk beslutning i Klimaaftalen for energi og industri mv. af 22. juni 2020 om at afskaffe udligningsordningen, som tidligere har dækket omkostninger i elnettet ved indpasning af vedvarende energiproduktion.

Fakta 

Standardtilslutningsbidraget er et differentieret beløb pr. megavolt ampere (MVA), som ejere af bl.a. vindmøller, solceller og kraftvarmeværker skal betale for at blive tilsluttet til det kollektive distributionsnet (0,4-60 kV).

 Standardtilslutningsbidraget skal dække elnetselskabernes omkostninger til etablering og forstærkning af elanlæg, der er nødvendige for, at elnettet kan aftage den producerede elektricitet.

Kilde: Green Power Denmark

Betalingen varierer

Den geografiske differentiering er opdelt i zoner fastlagt på baggrund af udvekslingen mellem distributionsnettet og transmissionsnettet. Er der overløb af elektricitet fra distributionsnettet til transmissionsnettet er zonen produktionsdomineret (rød zone), og hvis elektricitet omvendt flyder fra transmissionsnettet til distributionsnettet, så er området forbrugsdomineret (grøn zone). Er billedet ikke entydigt vil zonen være et blandet net (gul zone).

Zonerne fremgår af geozonekortet for standardtilslutningsbidrag for produktion, som Green Power Denmark offentliggør. Kortet er netop offentliggjort i form af et interaktivt kort. Formålet er at skabe klarhed for anlægsejere, der skal vurdere kommende projekter.

Alle produktionsanlæg, der tilsluttes det kollektive distributionsnet efter 1. januar 2023, skal betale standardtilslutningsbidrag. Det konkrete standardtilslutningsbidrag afhænger af, hvor tæt på transmissionsnettet anlægget er tilsluttet, samt hvilken zone anlægget tilsluttes i. De enkelte netselskabers godkendte standardtilslutningsbidrag kan findes på netselskabernes hjemmeside.

Det første og netop offentliggjorte geozonekort vil gælde for produktionsanlæg, der har indgået deres nettilslutningsaftale senest i 2022, men som nettilsluttes efter 1. januar 2023.

Netselskaberne opererer med forskellige typer produktionskunder, hvor C-kunder i denne sammenhæng primært er private hjem med solceller. Større anlæg vil typisk være A-lav-, A-høj- eller A-høj+-kunder.

Green Power Denmark har anmeldt standardtilslutningsbidrag for produktionsanlæg til Forsyningstilsynet, som har godkendt den vejledende branchemodel. Det er op til det enkelte netselskab at få godkendt deres konkrete metode. Standardtilslutningsbidragene fremgår af tabellen nedenfor.

Som konsekvens af afskaffelsen af udligningsordningen ventes Energinet også at indføre standardtilslutningsbidrag.

Nyt geozonekort

Næste opdatering af geozonekortet vil blive offentliggjort senest den 15. december 2022 og vil få effekt for anlæg, der indgår nettilslutningsaftaler efter 1. januar 2023. Geozonekortet for standardtilslutningsbidrag for produktion kan findes på Green Power Denmarks hjemmeside.

Standardtilslutningsbidragene og zoneinddelingen er fastsat i overensstemmelse med elforsyningslovens regler om transparens, rimelighed, gennemsigtighed og ikke-diskrimination. Et vigtigt princip er, at tilslutningsbidragene skal afspejle elnettets omkostninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079