23948sdkhjf

Fjernvarmen vinder frem - med små skridt

I år ventes 20.000 husstande at få fjernvarme, viser opgørelse. Det er for få, siger energiprofessor

Boligejere står i kø for at få udskiftet naturgas med fjernvarme.

I løbet af i år ventes omkring 20.000 husstande at slippe gennem nåleøjet og få den billigere varmekilde ført ind i boligen.

Det er næsten dobbelt så mange som året før, viser tal fra Dansk Fjernvarme.

I 2021, inden Putins krig i Ukraine og ønsket om at slippe fri af russisk gas, kom 11.000 nye fjernvarmekunder til.

- Med de rammevilkår, fjernvarmeselskaberne er underlagt, og med de udfordringer, de har med at skaffe materiel og arbejdskraft, så synes jeg, at det er godt gået at nå 20.000 i år, siger Rune Moesgaard, der er politisk chef i Dansk Fjernvarme.

Tallene er hentet blandt 233 fjernvarmeselskaber organiseret i Dansk Fjernvarme. Ud over opgørelsen for i år melder selskaberne, at de i 2023 venter at tilkoble 27.500 nye kunder.

Men tallet burde både i år og næste år være langt højere. Det mener Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet.

- Set i lyset af den energikrise, vi befinder os i, og ønsket om at vi skal af med naturgassen, så skal det gå meget hurtigere. 20.000 i år og 27.500 næste år er for lidt.

Mangel på materialer

Manglen på materialer mærkes overalt i landet. Blandt andet i Haderslev, hvor det er planen, at 4000 naturgaskunder inden 2025 skal være overgået til fjernvarme.

Om tidsplanen kan holde, er usikkert, vurderer Morten Hartmann, der er direktør i Haderslev Fjernvarme.

- Der må vi tage det forbehold, at der kan opstå forsinkelser på grund af materialer. Blandt andet kniber det med leverancerne af stål, plast og isolering, siger han.

Fjernvarme til flere i 2022 og 2023

  • Fra januar til oktober 2022 har 20.000 husstande fået indlagt fjernvarme. Halvdelen er såkaldte fortætninger, hvor fjernvarmen allerede var i området, men husstanden ikke var tilsluttet. Den anden halvdel var nye anlæg.
  • I 2021 fik 11.000 husstande fjernvarme.
  • For 2023 er forventningen, at 27.500 boliger med gasopvarmning overgår til fjernvarme. Heraf vil cirka 7500 være fortætninger.
  • Tallene bygger på svar fra 233 fjernvarmeselskaber under Dansk Fjernvarme. Da organisationen tæller 370 selskaber, er de reelle tal sandsynligvis højere.
  • I juni blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at der fra 2035 ikke skal være boliger, der opvarmes med gas.
  • Ifølge beregninger fra Aalborg Universitet skal omkring 260.000 naturgaskunder skifte til fjernvarme. Dertil kommer, at 50.000 oliefyr og 70.000 biomassefyr skal udskiftes.

Kilder: Dansk Fjernvarme og energiprofessor Brian Vad Mathiesen

I Middelfart 60 kilometer derfra skal antallet af fjernvarmekunder vokse fra de nuværende cirka 8000 til 14.000 i 2028. Til næste år er målet at få op mod 600 på.

Men det kræver, at der ikke opstår yderligere udfordringer med materiale og mandskab, siger forsyningschef i Middelfart Fjernvarme Daniel Kjær Sørensen.

Ventetiden på rør og muffer er for tiden på tre til syv måneder, og når det kommer til personale, mangler der især smede og gravefirmaer.

- En ting er at finde nye hænder, en anden er at fastholde de ressourcer og hænder, der skaffes. Vi konkurrerer lige nu internt i branchen om dem, der er, siger Daniel Kjær Sørensen.

I sommer blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at der fra 2035 ikke skal være boliger, der opvarmes med gas.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11