23948sdkhjf

Alt for meget udenlandsk affald i danske ovne

Hvert tredje danske forbrændingsanlæg importerer udenlandsk affald. Overkapacitet i forbrændingssektoren får skylden.
Ti ud af 27 danske forbrændingsanlæg importerer i dag udenlandsk affald, og yderligere fire anlæg forventer at skulle importere affald i fremtiden, hvis ikke de i stedet klarer affaldsmanglen ved at fyre med biomasse. Det skriver Ingeniøren på baggrund af en rundringning til landets 27 forbrændingsanlæg.

I 2012 importerede de ti anlæg ifølge Ingeniøren samlet omkring 150.000 ton affald, svarende til cirka 4,5 procent af den anslåede samlede affaldsmængde i danske forbrændingsanlæg.

Danmarks Naturfredningsforening ser importen af affald til forbrænding som et sygdomstegn i den danske miljøpolitik, skriver Ingeniøren.

- Importen holder kunstigt liv i en branche, som gør det modsatte af det, vi skal - nemlig at øge genanvendelsen og udnytte ressourcerne i affaldet. Samtidig giver gunstige kommunale lånegarantier et økonomisk forspring til forbrændingsanlæggene i forhold til andre behandlingsteknologier, og det gør det svært for de alternative teknologier at komme frem, siger civilingeniør og miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, Christian Poll, til Ingeniøren.

Og han får opbakning fra Enhedslistens miljøordfører Per Clausen, der til Ingeniøren siger:

- Import af affald er udtryk for, at kommunerne hver for sig forsøger at løse problemet med overkapacitet i forbrændingssektoren. I virkeligheden skal vi jo have afviklet forbrændingskapaciteten.

Ifølge Ingeniøren udgør de samlede miljøgodkendelser i dag en kapacitet på 3,76 mio. ton om året, mens den samlede forbrændte mængde i 2009, som er den seneste opgjorte, udgjorde 3,4 mio. ton.

Den danske import af affald stammer primært fra Storbritannien og Tyskland.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098