23948sdkhjf

Partnerskaber skal styrke vækst

De nordjyske kommuner og en stigende del af nordjysk erhvervsliv er beskæftiget inden for energi. Nu skal øget fokus på partnerskaber sætte yderligere fart på vækst og jobskabelse inden for sektoren.
Nordjyske virksomheder, der er beskæftiget inden for energiområdet, klarer sig bedre end andre virksomheder. Det slog en undersøgelse fra Hub North og Aalborg Kommune fast forleden, og i det hele taget er energiområdet det hastigst voksende erhvervsfelt i Nordjylland i øjeblikket.

Nordjylland er både erhvervsmæssigt, forskningsmæssigt og offentligt frontløbere inden for flere energiområder - både i forhold til energieffektivisering (optimering af kraftværker, anvendelse af fjernvarme mv.) og alternative energiformer (vindenergi, biomasse, brændselsceller, bølgeenergi mv.).

Men ifølge den nordjyske energiplatform EnergyVision, der udgår fra Aalborg Universitet, har vi kun set begyndelsen:

- Energi har de seneste år udviklet sig til Nordjyllands måske mest markante styrkeområde. Vi har det hele – både living labs, en natur, der skaber mulighed for udnyttelse af alternative energiformer, vækstvirksomheder og world class forskningskompetencer. Samtidig har vi en række offentlige myndigheder, der understøtter udviklingen, konstaterer professor Lasse Rosendahl fra Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet og initiativtager til EnergyVision.

Partnerskab som middel mod målet
EnergyVision har blandt andet til formål at skabe yderligere vækst inden for energiområdet i Nordjylland, og nu sætter Lasse Rosendahl og co. fokus på vækst via partnerskaber. Flere undersøgelser peger nemlig på, at partnerskaber mellem virksomheder, mellem virksomhed og forskere eller mellem virksomhed og offentlige aktører ofte er grundlag for yderligere innovation og jobskabelse:

- Partnerskaber kan praktiseres på mange forskellige måder, men det viser sig vigtigere og vigtigere ikke at stå alene i en global verden. Det gælder ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, som Danmark generelt og Nordjylland specifikt har mange af, pointerer Lasse Rosendahl videre.

Et vellykket partnerskab kan blandt andet initieres ved, at man produktivt irriterer hinanden og herved fremprovokerer strategiske diskussioner, hvor partnernes forskellige anskuelser – blandt andet behov, forventninger og ønsker - kommer frem i lyset. Partnerskabelse kan således være midlet, der skal realisere målet om en forbedret produktivitet og konkurrenceevne i såvel den private som den offentlige sektor.

EnergyDay #2
Konkret indkalder EnergyVision nu en række private og offentlige aktører til nærmere at drøfte realisering af partnerskaber. Det sker på en åben konference i Nordkraft mandag den 16. september 2013. Konferencen EnergyDay #2, der som navnet antyder er en efterfølger til EnergyDay#1 i november 2012, har særligt fokus på tre indgange til partnerskaber: Industriel symbiose, Smart sourcing og Omvendt offentligt-privat partnerskab.

Industriel symbiose handler om, hvordan virksomheder udnytter hinandens spildmateriale, affald eller overskudsenergi. Sådanne partnerskaber kan medvirke til markant højere produktivitet og dermed lavere enhedsomkostninger og højere konkurrenceevne.

Smart Sourcing handler om, hvordan virksomheder forbedrer sin leveringssikkerhed gennem et tværsektorielt leverandørnetværk. Samtidig bidrager leverandørnetværket til virksomhedens proces- og produktinnovation.

Omvendt offentligt-privat partnerskab (OOPP) er populært sagt partnerskaber, hvor offentlige myndigheder er business angels. Konkret kan offentlige myndigheder være med til at understøtte erhvervslivets konkurrenceevne gennem fælles udvikling af smarte energiløsninger, som virksomheden efterfølgende kan afsætte til andre kunder. Til forskel fra et offentligt-privat partnerskab (OPP), hvor den private part foretager størstedelen af investeringen fx i forhold til et konkret udliciteret bygge- eller anlægsprojekt, har et omvendt offentligt-privat partnerskab fokus på produkt- og procesudvikling i virksomheden. Gennem ”smarte” købstilsagn og udliciteringer bidrager den offentlige myndighed således til virksomhedens produkt- og procesudvikling og dermed smartere energiløsninger til gavn for samfundet.

Indlæg fra Joan Ørting
Som et kombineret underholdende og fagligt indslag skal Joan Ørting bidrage på konferencen med sine erfaringer inden for partnerskaber. Der er nemlig ifølge Joan Ørting mange fællesnævnere mellem private og professionelle partnerskaber – herunder blandt andet store spørgsmål som tillid og ærlighed, der også er nødvendige, når eksempelvis virksomheder skal indgå i symbiotiske industrielle samarbejder.

EnergyDay#2 er åben for alle og interesserede kan allerede nu læse mere på energyvision.dk. EnergyDay#2 er en del af Bæredygtighedsfestivalen i Aalborg fra 13. til 21. september 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063