23948sdkhjf

Ny grøn videns- og erhvervsklynge i Foulum

Den nye klyngesatsning BioCluster Foulum skal på sigt være et internationalt kraftcenter for udvikling af nye løsninger til det biobaserede samfund.
Der er store perspektiver i at udvikle nye grønne og bæredygtige løsninger, hvor biomasser fremadrettet kan anvendes til mange nye formål – desuden kan der skabes mange nye danske jobs i denne grønne omstilling. Det mener den nye klynge, BioCluster Foulum, som på sigt skal være et internationalt kraftcenter for udvikling af nye løsninger til det biobaserede samfund.

I Foulum ved Viborg findes et af Europas førende videns- og innovationsmiljøer inden for produktion, separation og konvertering af biomasse. Her er Aarhus Universitet Foulum hjemstedet for forskning inden for dyrkning og raffinering af grønne biomasser, mens Agro Business Park fokuserer på at omsætte viden via innovation og vidensiværksætteri inden for dette faglige område.

Som et led i at imødekomme det stigende behov for innovative løsninger i den grønne omstilling har et konsortium bestående af Aarhus Universitet, Landbrug & Fødevarer, Viborg Kommune, Viborgegnens Erhvervsråd, Region Midtjylland og Agro Business Park netop igangsat et toårigt projekt under navnet BioCluster Foulum.

BioCluster Foulum forankres i Agro Business Park i Foulum, og den nye erhvervsklynge henvender sig til virksomheder, iværksættere, vidensinstitutioner og offentlige myndigheder, som beskæftiger sig med aktiviteter i forhold til dyrkning, konvertering og udnyttelse af biomasser. Projektet skal være med til at sikre, at ny forskning og innovation inden for det biobaserede område anvendes til opstart af nye virksomheder og til udvikling af nye forretningsområder for de eksisterende virksomheder i området.

BioCluster Foulum skal bygge videre på det eksisterende og specialiserede videns-og inkubationsmiljø, der er i Foulum, med henblik på at etablere en stærk erhvervsklynge, som skal bidrage til at skabe de optimale rammer for erhvervsudvikling og vækst.

Til gennemførelse af Biocluster Foulum-forprojektet søges i øjeblikket en projektchef – der kan læses mere om stillingen på www.agropark.dk . Ansøgningsfristen er den 14. august 2013.

Fakta

BioCluster Foulum opstartes som et forprojekt, der skal afklare forretningspotentialerne i initiativet, udvikle konceptet og kendskabet til miljøet i Foulum, samt være med til at udvikle relationerne mellem klyngens interessenter.

Dermed vil forprojektet kunne bidrage til at udpege en række indsatsområder, som forventes at kunne skabe flere hundrede nye job i og omkring Foulum.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109