23948sdkhjf

Danmark hjælper Mexico på vej mod grøn omstilling

Danmark og Mexico har underskrevet en samarbejdsaftale om klima og energi. Danmark skal hjælpe Mexico – der er verdens 12. største udleder af drivhusgasser – med at øge brugen af vedvarende energi og reducere CO2-udledningen med 30 procent i 2020.
Aftalen, som netop er blevet underskrevet i Mexico City, er startskuddet til et tæt samarbejde mellem den danske og den mexicanske regering. Med aftalen stiller Danmark sine mangeårige erfaringer med energieffektiviseringer og vedvarende energi til rådighed for de mexicanske myndigheder. Det oplyser Klima-, Energi- og Bygningsministeriet i en pressemeddelelse.

Den mexicanske energiforsyning er i dag næsten udelukkende baseret på fossile brændsler, men den mexicanske regering har vedtaget en række målsætninger, der skal reducere udledningen af CO2 med 30 procent i 2020 i forhold til den nuværende udvikling. Aftalen indebærer også, at 35 procent af el-produktionen skal komme fra rene brændsler i 2024. Det giver en lang række udfordringer for både energiproducenter, forsyningsvirksomheder og myndigheder, som Danmark skal hjælpe med at løse.

- Aftalen understreger, at de danske erfaringer med at omstille energisystemet til vedvarende energi kan komme andre lande til gode. Mexico har udvist stor politisk vilje til at nå sine ambitiøse mål på klima- og energiområdet. Jeg er rigtig glad for, at Danmark kan hjælpe landet med at nå disse mål. Aftalen er samtidig en vigtig forberedelse forud for Mexicos deltagelse i en ny global klimaaftale ved COP21 i Paris i 2015, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Low Carbon Transition Unit skal rådgive vækstøkonomier
Allerede i 2020 forventes udviklingslandene at tegne sig for op imod 2/3 af verdens drivhusgasudledninger. Langt størstedelen af tilvæksten vil komme fra vækstøkonomier som Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika, Indonesien, Mexico.

Regeringen har under den globale klimapulje 2012 oprettet en Low Carbon Transition Unit (LCTU) for at rådgive og hjælpe udvalgte vækstøkonomier som den mexicanske med en overgang til en kulstoffattig økonomi.

Det dansk-mexicanske klima- og energiprogram består af tre elementer, der fokuserer på henholdsvis vedvarende energi, energieffektivitet og klima. Der udstationeres blandt andet en international langtidsrådgiver i det mexicanske energiministerium, SENER. Programmet har et budget på i alt 45 mio. kr. (8 mio. USD) og løber fra 2014 – 2017.

Aftalen blev underskrevet af Danmarks ambassadør i Mexico Susanne Rumohr Hækkerup, den mexicanske energiminister, Pedro Joaquìn Coldwell og den mexicanske miljøminister, Juan José Guerra Abud.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109