23948sdkhjf

Millioner til geotermi og bølgeenergi

Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram har givet tilsagn til i alt 42 projekter i forbindelse med første ansøgningsrunde i 2015.
Bestyrelsen i EUDP har truffet beslutning om at give tilsagn til 42 projekter – heraf 24 ordinære EUDP-projekter. For to af de 42 projekter skal forskellige forhold afklares nærmere, inden endeligt tilsagn besluttes. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen har samtidig besluttet at støtte fire projekter med 7 mio. kr. fra særpuljen for bølgeenergi og tre projekter med 7,5 mio. kr. fra særpuljen for geotermi og store varmepumper. Endelig har bestyrelsen besluttet at støtte 12 internationale vidensdelingsprojekter i regi af International Energy Agency (IEA) med ca. 10 mio. kr. I alt havde 84 projekter søgt om støtte for samlet 580 mio. kr. i ansøgningsrunden.

Flest energieffektivitet-projekter
Af 24 ordinære EUDP-projekter, der modtog støtte, var de ni inden for kategorien energieffektivitet. Energieffektivitet er dermed topscorer målt på antal projekter. Området er udpeget af de danske energiforskningsprogrammer som et af tre prioriterede indsatsområder, der fortjener særlig opmærksomhed. Bestyrelsesformand for EUDP, Torkil Bentzen, siger:

- En øget energieffektivitet er et afgørende element i indsatsen for at bygge et samfund op omkring vedvarende energi på omkostningseffektiv vis. En øget energieffektivitet for den enkelte virksomhed betyder desuden en forbedret konkurrenceevne og gør virksomheden mindre sårbar over for svingende energipriser. Derfor er det vigtigt, at vi investerer i udviklingen af energieffektive løsninger.

Særpulje sætter gang i geotermien
Geotermien i Danmark ventes at få et boost med EUDP’s tilsagn om at støtte nye projekter under særpuljen for geotermi og store varmepumper.

Applied Biomimetic – en lille nystartet virksomhed – vil sammen med Danfoss opføre et demonstrationsanlæg i Sønderborg, hvor hensigten er at benytte forskelle i saltholdighed mellem det afkølede og salte vand fra geotermiboringen (cirka 15 procent salt) og fjordvandet (cirka 2 procent salt) til at drive et osmotisk kraftværk.

Virksomheden Ross Engineering ønsker at forenkle og billiggøre den dyre og risikable første fase i ethvert nyt geotermiprojekt. Anvendelse af lettere og billigere boreudstyr, løbende logning af borehullet, højere liggende vandreservoirer og mindre anlæg i serier skal afprøves med støtte fra EUDP. Projektet åbner også op for fremtidig udvikling af geotermiske lagre i større skala.

- Det er dejligt at se disse to nye friske forsøg på at billiggøre en effektiv udnyttelse af geotermien i Danmark. Begge virksomheder har et klart eksportpotentiale, og disse projekter lægger sig i slipstrømmen af andre EUDP-projekter med god synergi mellem spændende nye teknologier, siger bestyrelsesformand Torkil Bentzen.

Næste ansøgningsfrist til EUDP-programmet er den 10. september 2015. Programmet har cirka 150 mio. kr. til rådighed til finansiering af nye energiteknologier i 2015’s anden ansøgningsrunde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109